Indledning
Fænomenet om drivhuseffekten har man kendt til siden slutningen af 1800-tallet. Men selvom man nu havde kendskab til problemet, bekymrede det ikke mange forskere i starten.

Det har betydet, at man fra midt 1800-tallet frem til midten af 1900-tallet har haft Industrialiseringen i den vestlige verden, uden at der har været store bekymringer om, hvilke konsekvenser det ville have for fremtiden.

Den globale opvarmning gør at klimaet forandrer sig. Vejret bliver mere ekstremt med tørke, ørkendannelse, skovbrande, vandmangel, fejlslagen høst, heftigere storme og store oversvømmelser. Folk drives på flugt og dyr og planter uddør grundet klimakrisen.

Især siden 1950 har man kunne mærke klimaets opvarmning og der er ingen tvivl om, hvem der har en stor del af udledningen af drivhusgasser, nemlig menneskene. I mange år har man fløjet frem og tilbage imellem landene for at komme på en afslappende ferie i syden, eller på forretningsrejse i USA.

Man været storforbrugere af kød og har ikke kunne spise et måltid uden. Man har taget bilen lige meget, hvor kort eller langt det var. Og vi gør det stadig, selvom vi ved hvilke konsekvenser det kommer til at have. Det er lidt af det Peder Frederik Jensen kommer ind på i den debatterende artikel ”Vi overlader ansvaret til de uduelige og de få, der spekulerer i sammenbruddet” som er udgivet i 2017 i Politiken.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Peder Frederik Jensens hovedudsagn er, at alle skal tage ansvar og man skal gøre det i flok inden det er alt for sent. Peder Frederik Jensen udtrykker sig således ”Du og jeg skylder os selv og hinanden og vores efterkommere at tage ansvar for vores fælles virkelighed.

Som det er nu, overlader vi det til de uduelige og de få, der spekulerer i sammenbruddet” (side 5.) Lige nu flygter man fra ansvaret og beskylder andre for ikke at gøre noget, men man gør heller ikke noget selv.

Men hvis man valgte som en stor gruppe at gøre noget ved vores fælles problem med klimaet, ville de store ledere også hjælpe til. Man er i en tid, hvor man godt ved, hvilken konsekvenser det har for de næste generationer og allerede har påvirket andre steder i verden end Danmark.

Men i Danmark er man ligeglade, for det rammer ikke os endnu og derfor ignorerer man det bare og tænker, at det må der være nogle andre der må gøre noget ved. Da ingen ejer miljøet, er det frit for alle at misbruge det. Jensen skriver også ” Vi ignorerer de positive muligheder, der er på det store kontinent, og derfor ignorerer vi vores egen fremtid.

Vi – de enkelte mennesker, der lever i total overflod, fri adgang til viden, uddannelse og sundhed – er hver især medskyldige, fordi demokrati og folkestyre kun lader sig gøre ved engagement, og der er noget i tiden, der viser, at det engagement kun realiseres ud fra en kulturel egocentrisme, hvor de største problemer i verden synes at være, at der er lidt ventetid på hospitalet, eller at man ikke bare kan nyde sin svinesymfoni i fred og ro i kantinen.” (side 5)