Indledning
Erkendelsesteori, eller metoden om hvordan vi som mennesker kommer frem til sand viden, har ændret sig gennem årene. Karl Raimund Popper, som absolutist, giver svar på hvilken metode der vil frembringe viden på lang sigt.

Det centrale synspunkt han formidler i sin erkendelsesteori, er fallibilismen, dvs. gennem den kritiske holdning og en falsifikation af teorier, at nærme sig en sandhed vi dog aldrig vil opnå.

Menneskets natur ligger i altid at prøve på at finde regelmæssigheder. Vi prøver at slutte fra det specifikke til det generelle.

Popper påstår at vi skal løse os fra stræbenet efter at verificere videnskabelige teorier, hvor under induktionen, der ikke findes på nær i matematikken og logikken, følger en vis nødvendighed til at gøre dette.

I stedet ser Popper en deduktiv metode som et hjælpemiddel til at prøve på falsificere teorier. ” (…) at vi må forsøge at kritisere vore teorier.” (s. 47, l. 115).