Indledning
En moderne medieflade er spækket med forestillinger om, hvordan vi ser ud, bør og ikke bør se ud. De skønhedsidealer medierne har opsat kan for mange synes ekstreme og tallene for personer med spiseforstyrrelser har aldrig været højere.
Dette har skabt en tendens til at flere og flere begynder at italesætte dobbeltmoralen i samfundets forventninger til kroppen.
Tematikken om kropsfremstillinger i medierne bliver der sat fokus på i de to dokumentarer: Tykke Ida fra november 2017 og Hård udenpå fra oktober 2071 som begge er sendt på DR.
I Tykke Ida forsøger dokumentarens hovedperson Ida at gøre op med de normer, samfundet har opstillet. Hendes mål er helt at eliminere dikotomien om at man skal være slank for at være attraktiv og anerkendt.
Idas syn på kropsfremstillinger står i stærk kontrast til hvordan de fire mænd fra dokumentaren Hård udenpå opfatter det. I Hård udenpå er det ydre det væsentlige og måden hvorpå man opnår respekt og accept.
Ifølge dem er kravene til den ideelle krop tydelig kridtet op: unaturlig solbrun, store mængder tatoveringer, nyklippet hår og hulk-lignede kropbygning.
Indholdsfortegnelse
Tykke Ida
Hård udenpå
Sammenligning
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Herefter følger dokumentarens mest dynamiske scene, nemlig en montagesekvens (01:43-02:15) i højklipperytme af Ida’s opslag på de sociale medier.
Montagesekvensen er langt mere bearbejdet, da den indeholder asynkron lyd i form af voiceover og underlægningsmusik.
Ida anvender forskellige medieplatformer hvor hun gennem aktivistiske debatindlæg forsøger at dele hendes budskab.
Denne sekvens står i kontrast til resten af dokumentaren idet Idas offentlige liv virker langt mere aktion fyldt og iscenesat.
Vi mærker altså en modsætning mellem offentlige aktivist Ida, der er fyldt med selvtillid og meninger, og Ida som privat person, der er mere sårbar.
Desuden adskiller montagesekvensen sig også fra resten af dokumentaren, da den er langt mere bearbejdet og indeholder asynkron lyd i form af voiceover og underlægningsmusik.
I sekvensen i sengen (02:49-03:51) med Ida og hendes elsker medvirker brugen af nærbillede, samt fugleperspektiv, til at vise backstage Ida i en mere hudløs og personlig situation.
Gennem hendes samtale med sin elsker kommer vi bag facaden og ser hendes sårbarhed og følelse af mindreværd, hvilket forstærker hendes patos.
Det giver en bedre forståelse af den vrede omverdenens konstante kritik sætter igang hos Ida. Når hun under samtalen smågriner og laver grimasser
bemærker vi, at hun stadig er i færd med at anerkende hendes krop som den er og at hun i grunden er mere et menneske end aktivist.
Gennem dokumentaren, med undtagelse af montagesekvensen, oplever vi brug af lav klipperytme samt normalperspektiv til at skildre Idas liv på en naturlig måde, hvilket kan ses som en autencitetsmarkør.
Dokumentaren falder ind under den deltagende dokumentargenre, da Ida i store dele af filmen er kameramanden og det opleves som en samtale mellem Ida og kameraet.
Ved brug af videodagbog kommer vi tæt på Ida og overværer hende i intime situationer og oplever hende som en flue i suppen-fortæller.
Dog er der i montagesekvensen træk fra den autoritative dokumentar, idet der inddrages arkivmateriale og brug af voiceover.
Skriv et svar