Indledning
Kan tv blive for grænseoverskridende? Og måske endda glemme at passe på sine medvirkende?
Når de medvirkende har svært ved selv at sætte grænser for, hvad de ønsker at dele med den danske befolkning, kan vi så have tillid til, at det professionelle filmhold kan forstå og dermed hjælpe med at sætte disse grænser? Eller ønsker de kun at skabe den næste publikumsmæssige succes?
Dokumentargenren har til tider sine styrker og svagheder i nutidens medier. Og ikke nok med at de tit leger med forholdet til virkeligheden, kan de også have en tendens til, at overskride grænserne.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Sperling gør også rede for, hvordan de to kvinder fremstår som “fint begavede, der, efter bedste evne og med den bagage, de nu har med sig, har truffet valg omkring de liv, de lever”.
Men hun pointerer også, at de fremstår som “usædvanligt sårbare og marginaliserede i enhver forstand, med svære opvækstvilkår, tunge psykiske diagnoser og et tyndt netværk.”.
Hermed mener Sperling, at man så må forvente, at et professionelt produktionshold passer ekstra godt på dem, og hjælper dem med at formidle deres historie, hvilket hun mener, at de ikke gør.
De prøver her i stedet at “sætte grænsen mellem at »rykke sine grænser« og »få overskredet sine grænser«.” og viser ikke nær så meget den sårbarhed, som de to kvinder bæger rundt på, før senere hen i serien.
Dokumentare som genre skal forsøge at dokumnetere virkeligheden. Det vil sige, at den forsøger at redegøre for noget eller bevise noget der existerer i den virkelige verden.
De har for det meste til opgave, at give et indblik i andres liv, at behandle en problemstilling eller at undersøge en sag. Dokumentare vælger ofte at bruge filmiske virkemidler for at forstærke modtageren oplevelse.
Derfor har de også en vis tendens til, at blande fakta- og fiktionskoder, for at gøre dokumentaren mere spændende og dramatisk. Faktakoder er virkemidler, som giver os oplevelsen af ægthed eller autenticitet.
Skriv et svar