Indledning
Jeg har læst Michael robaks klumme “stop nu med at kalde jeres døtre for prinsesser“. Klummen handler om forældre der kalder deres døtre for ”prinsesser”, og hvor irriterende det kan være.
Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg synes Michael Robak har ret i mange af hans holdninger. Jeg er enig med ham i mange ting.
Jeg tror alle små piger ønsker at være en prinsesse på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det er en lillepigedrøm, som jeg også selv har haft.
Forældres kærlighed til deres børn, er der intet der kan slå. Mange forældre sammenligner sig selv med deres venner - mit barn er bedre end dit, mit barn er klogere end dit, mit barn er kønnere end dit - og sådan bliver det bare ved.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Hvor er det forfærdeligt, alle er da gode nok. Hvis man som lille pige bliver kaldt prinsesse af mor og far derhjemme, så kan man hurtigt forvente at alle andre også kalder en prinsesse.
Men i institutioner såsom børnehaver, vuggestuer og skole bliver man jo ikke kaldt prinsesse af pædagogerne, og det forventer børnene faktisk lidt, fordi det er det de er vant til derhjemme.
Men de prinsesser børnene kender, er dem fra eventyr og Disney film. Det er dem med langt lyst hår, ufatteligt tynde ben, store lyserøde kjoler og diademer.
De bliver opvartet af en anden, og laver faktisk ikke en skid selv. Børnene tror det samme gælder for dem, og det gør det jo ikke – eller det håber jeg i hvert fald ikke.
Heldigvis går det af dem på et tidspunkt, de begynder at opdage at det kun er mor og far der kalder dem for prinsesser, og vænner sig til det.
Med hensyn til at “prinsesserne“ skal have specialbehandling og særlige forhold, er jeg fuldstændig enig med Michael.
Der er fandeme ikke nogen børn i denne verden der skal have specialbehandling. Om man så kommer fra Langelinie, Vollsmose eller Langeskov. Alle børn skal behandles som børn, og ikke som “prinsesser“.
Mange unge bliver sendt i skole med et kæmpe pres på skuldrene. Jeg oplever det selv. man får lige en kommentar med på vejen “du skal bare få 10, så er mor og far tilfredse“. Jeg synes det er godt at forældre stiller krav til os børn og unge, men så længe det ikke er krav vi aldrig ville kunne nå.
Vi ender med at synes det ikke er godt nok at få 12, men hvis det ikke er godt nok, hvad er så godt nok? Det spørgsmål kan jeg godt stille mig selv nogle gange. Som jeg kan læse i Michael Robaks klumme, har han den holdning at, “De, der får de gode jobs, er de flittige med gåpåmod og gummisko i tasken.
Sådan er det.“. Her er jeg slet ikke enig med Michael. Selvfølgelig skal man have gåpåmod og have den rigtige “dresscoat“ i forhold til sit arbejde.
Men i bund og grund synes jeg faktisk ikke at det har noget at gøre med om du er blevet kaldt “prinsesse“ da du var lille, eller om du er blevet kaldt “basse“.
Det handler om hvordan man er blevet opdraget og behandlet. Børn skal sku forkæles engang imellem, men de skal også lære at klare sig selv.
De skal se hvordan den virkelige verden er. Hvordan man begår sig i offentligheden og hvordan man behandler andre. Børn skal hjælpe til derhjemme. Giv dem nogle pligter, stil dem nogle krav.
Skriv et svar