Indledning
I novellen af Charlotte Weitze ”spøgelsesbillist” møder vi Bo. Han er en rigtig god ejendomsmægler. Bo er til julefrokost med sine kollegaer.

Bordene er pyntet med roser, og alle hans kollegaer er i højt humør. Bo sidder ved siden af sin kollega Lina, som også har et høreapparat ligesom ham selv.

Hun spørger nysgerrigt ind til hans barndom, men til hans lettelse bliver det afbrudt fordi de skal til at quizze.

Ejendomsmæglerene skal konkurrere om at holde sjove salgstaler for tre huse, som er meget svære at få solgt.

Det ene er et dødsbo som ligger mellem motorvejen E20 og Jernbanen mod Fyn, hvor der engang boede et ægtepar som var døve.

Lina får lagt hendes hånd på Bos lår. Bo foretrækker at være tavs i selvskab med hans kollegaer og kun folde sig ud for hans kunder. Han forlader festen meget overvældet.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Det virker til at der ikke er nogen der kender til Bos fortid, bortsæt fra hans adoptivforældre, som han lidt distanceret tænker på som ”De nye forældre” (l. 86-87).

Då Lina spurgte ind til Bos fortid (l.5.7) er det venlig smalltalk. Men Bos modvilje til at svarer antyder at det er et meget sårbart og skamfuldt emne for ham.

Lidt efter forlader Bo julefrokosten og Lina, og vi som læser får lidt en fornemmelse af at det er fordi han er skræmt over Linas åbenlyse flirten, men senere indser vi at det er quizzen med hans barndomshjem som får ham til at gå.

Hans reserverede opførsel står i modsætning til kollegaerne som ”hujer og klapper” (l. 15). På grund af Bos forældre og hans fortid foretrækker Bo at: ”være tavs, den tavse”. (l. 28) når han er med andre mennesker.

Bo føler sig stadig ikke helt tilpas i de hørende og talende menneskers verden, fordi han jo har tilbragt sin barndom i en isoleret, lydløs verden.

Man kan tydeligt se at Bos fremtid forhindrer ham i at kunne engagere sig i nutiden. Det bliver især tydeligt da han afviste Linas flirten, selvom han faktisk synes at, ”hun har nogle dejlige øjne” (l. 20).

Vi finder også ud af at Bo bor i en lejlighed (l. 97), selvom han drømmer om et sted som hans barndomshjem med roser.

Der er dog ”et andet spor” (l. 30) i Bos liv, hvor han er god til at åbne sig op og folde sig ud for andre mennesker.

Og det er når han sælger huse. Det er netop tabet af hans eget hjem i fortiden som gør ham eminent til at finde det perfekte hjem til andre.

Det med at hans fortid som døvstum, giver ham denne fantastiske unikke indfølingsevne som resulterer i ”en pludselig og klar fornemmelse af, hvilke kunder der passer til hvilke huse” (l. 30-31).

Man kan vel tolke Bos karriervalg som et forsøg på at kunne komme til at konfrontere den fortid, som han har lagt låg på.

Når Bo han finder det perfekte hjem til andre, kredser han indirekte omkring det hjem og den identitet han selv har mistet.

Men han kommer aldrig rigtig ind til sagens kerne, fordi den professionelle identitet som ejendomsmægler han har gør, at han kan distancere sig fra de følelser, som knytter tabet af hans barndomshjem og hans forældre.

Bo han gennemgår en positiv forvandling i novellen. I novellens begyndelse ved vi at Bo befinder sig i en personlig krise, fordi har lukket øjnene for den smertefulde fortid, i lang tid.

Det bliver allerede antydet i første linje ”Krisetider” (l. 1). Senere i teksten hører vi også at Bo ”sådan set [er] tilfreds med hans liv” (l. 86).

Den måde som han bruger sit ordvalg, antyder han, at han ikke er helt så tilfreds, som han kunne være.

Men i løbet af denne novelle formår Bo at lægge låg på sin fortid og slutte fred med den. Denne udviklingsproces bliver spejlet i kompositionen.