Indledning
Thomas Kingo (1634-1703) var en af Danmarks største barokdigtere. Han blev udnævnt som biskop over Fyns stift i 1677. ”Sorrig og glæde de vandre til hobe” er fra 1681 og blev skrevet af Kingo selv. Salmen handler om skæbnen god som ond.
I Kingos salme er der 7 strofer, der hver især består af 7 vers. De fire første vers handler altid om jorden, mens de sidste tre handler om himlen.
De tre sidste vers er dog også opdelt, hvor de to første af dem, er hvor han beskriver himlen med jordisk sprog. Men i sidste vers skriver han om himlen som et saligt sted.
På den måde får han det til at fremstå, at jorden er et godt sted at leve, men at himlen er et endnu bedre sted. Det vil sige, at himlen bliver målet i livet, man skal stræbe efter.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I strofe 4 skrives der således: ”Vælde og visdom og timelig ære (…) falder dog af og i tiden forgår”. Thomas Kingo starter med en allitteration og skriver med andre ord, at man med glæde lære til sig men det i sidste ende vil forfaldne.
Det vil altså være ligegyldigt. På den måde kan man tydeligt se, at strofe 4 handler om stræben efter noget, der i sidste ende vil forfaldne.
Derudover handler strofe 5 om under overfladen. Kingo skriver i strofen, at roser har torne, blomsterne har gift og hjertet kan visne. Han sætter altså nogle ting, der er smukke udadtil til at være forfaldne.
I strofe 6 sættes der mere fokus på himlen. Dette kan især ses i vers 7, hvor han skriver således: ” Himlen kan ene alt dette formå”. Himlen kan altså opnå alt.
Kingo har i sidste strofe fokus på det guddommelige. Dette kan ses i vers 2, hvor han skriver: ”hvordan min Gud og min Herre han vil”.
Her viser han tillid til Gud, og lader hans skæbne blive bestemt af ham. Derudover skriver han Gud og Herre med stort. Dette er et udtryk for, at Gud er hævet over alt andet.
Gennem hele teksten ligger han vægt på den ”foranderlige lykke” (s. 3 v. 1), og at man skal leve livet med sin Gudsbestemte skæbne.
Skriv et svar