Sofie Lindes tale til Zulu Comedy | DHO

Indledning
Gennem tiden er der frembrudt mange historiske begivenheder og en af dem, er den demokratiske grundlov der blev indført d. 5. juni, 1849. Tværtimod, var der store befolkningsgrupper der på daværende tidspunkt var udeladt fra demokratiet og heriblandt kvinderne.

I denne tid, både før og efter, bliver der taget historiske skridt i kampen om ligestilling. En kamp mellem individerne, men også en kamp gennem kunsten og litteraturen.

”Det moderne gennembrud” var en periode i historien, hvor man belyste problemer om kvinderettigheder, der fik bølgerne til at gå højt og skabe debat.

I denne opgave vil jeg kort redegøre for udviklingen i kvindernes status og rettigheder i perioden 1800-2021. Dernæst vil jeg, for at undersøge fremstillingen af kvinden, foretage en analyse af ”Den sidste balkjole” af Herman Bang, samt en analyse og fortolkning af uddrag fra Sofie Lindes tale til Zulu Awards 2o20.

Til slut vil jeg vurdere og diskutere hvordan litteraturen skildrede kønsrollerne i den historiske periode og perspektivere det til kønsrollerne i dag. I opgavebesvarelsen gør jeg brug af novellen ”Den sidste balkjole” og Sofie Lindes tale til Zulu Comedy 2020 som primære tekster.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Som denne redegørelse af kvindernes status og rettigheder i perioden 1800-2021 tydeliggjorde det, så skete der mange ting, der har sat dybe fodspor i historien.

En særlig periode at se nærmere på, når man snakker skildring af kønsrollerne, er det moderne gennembrud i 1870 til 1890. I denne periode brugte man litteraturen til at belyse udviklingen i samfundet, men også virkeligheden og hvordan tingene egentlig stod til.

I det moderne gennembrud havde kvinder ikke samme status som mænd. Kvinderne var underordnet deres far, og blev først myndige ved indgåelse af ægteskab med en mand. Ikke nok med dette, skulle kvinderne også helst giftes før 25 år, altså en slags udløbsdato, for at opnå den sociale accept i samfundet.

Novellen, ”Den sidste balkjole”, skrevet i 1887 af den danske forfatter Herman Bang, udspiller sig omtrent denne periode. ”Den sidste Balkjole” tematiserer det at være kvinde i slutningen af 1800-tallet.

Gennem novellen følger vi to søstre, Emma og Antonie, der kæmper en kamp om en lysere fremtid. De efterlyser et ægteskab, men da de bor i et landsbymiljø, hvor de ægteskabelige muligheder er små, er dette en svær kamp. Tiden går, og jo længere væk kommer deres drømme.

Det fysiske miljø ses at være i provinsen. Dette kommer til udtryk ved beskrivelsen af landskabet:
”Ude på markerne havde de travlt - fuldt op at gøre: sognefogden og mølleren kørte allerede hø ind:” (l.8), hvor vi her kan antyde, at vi befinder os i et landligt provinsmiljø med et sogn og en mølle.

Endvidere bliver der nævnt, at studenterne kommer hjem til jul og sommerferien (l.18) som antyder, at det fysiske miljø er langt fra storbyen og udgøres af en landsby. De realistiske beskrivelser er meget til stede i novellen som f.eks.:

”Efteråret var jo ikke så rart. Med dets evige regn og tågen, så tyk, at man ikke en gang kunne se så langt som op til møllen.” (l.11), hvor man her som læser kan identificere sig med den følelse af efterår.

Vi får et tydeligt billede af tågen og hvordan den tager sin form. Yderligere ses vi at være i et landbrugsmiljø, idet sneen ligger strålende over markerne (l.14).

Læseren skal kunne føle sig tilstede i novellen, og selvom der ikke er mange beskrivelser af det fysiske miljø, så er de nøje beskrevet, når der er nogle.

Desuden befinder vi os i 1800-tallet med et realistisk miljø, da alt forgående er noget, der sagtens kunne finde sted i den virkelige verden. Alt dette, er med til at forme det fysiske miljø. Det sociale miljø i novellen ses gennem de forskellige ”klasser” i byen.

Emma og Antonie er bosat i enkefruens hus (l.6). Det lader til, at der i enkefruens hus ikke er en høj social status, men til trods for det stadig: ”havde gået i skole i præstegården hos Wibergs guvernante” (l.17), som også understreger, at ikke alle arealets børn fik lov til dette.

Selvom, at Emma og Antonie ikke har en høj social status, er de dog stadig en del af sognets fine familier. Ikke at nævne, at det er seksogtyve år siden, at pigerne og enkefruen var nødsaget til at flytte ind i ”det lille hus” (l.16) grundet deres fars død.

De to søstre er til stede for at iagttage de bedrestillede familier. De sidder i vinduet og skurer over sognets stille liv (l.12), men samtidig beundre egnens velhavende mennesker.

Dette kommer også til udtryk ved: ”De kendte hvert køretøj i egnen: forpagterens sorte og sognefogdens to brune og doktorens enspænder med Lise.

Og mens de alle kørte forbi på vejen, sagde de hver dag næsten de samme sætninger om de samme mennesker.” (l.12-13), hvor man virkelig fornemmer denne iagttagelse af dem, der har råd til at køre frit. I slutningen af 1800-tallet var der forskellige ting der gav status og anseelse.

Dette køretøj ses at være et statussymbol, der formår at skildre de forskellige klasser fra hinanden. Det bliver også understreget, da Doktorfruen spørg, om de havde hørt, at forpagteren havde købt en landauer (l.39), hvortil de svarer, at de havde observeret den fra vinduet.

Deres behov for iagttagelse antyder måske også, at de to søstre måske savner den status der eksisterede, da deres far levede.

De 3 kvinder observerer andres velstand og blot dette, er med til at give os et billede af enkefruens eget hjem, der fremstår som et mindre velhavende hjem. Vi ser, at der i samfundet befinder sig en jalousi blandt de forskellige klasser.

F.eks. måden hvorpå doktorfruen snakker om forpagteren og købet af den nye landauer. (l.39). Hun anser ham som en ivrig type, der blot køber dyre ting/statussymboler for at stige i det sociale hierarki. (l.40).

Enkefruen har ikke økonomiske midler til at rykke sin status op og samtidig med, at andre køber statussymboler, daler familiens status stille og roligt, idet andres status stiger ved køb af disse dyre genstande.

Det eneste der kan hjælpe familien, er hvis Emma eller Antonie bliver gift. Sammenhængen mellem det fysiske og sociale miljø, formår at hænge særdeles godt sammen.

Vi skildrer mellem det fysiske miljø, hvor vi befinder os på landet i et landbrugsmiljø og det sociale miljø med de forskellige klasser i samfundet. De forskellige køretøjer indikerer dynamik og fremdrift i samfundet, og søstrene symboliserer en stilstand og stagnation.

De sidder fast, mens verden og deres drømme passerer forbi. Et citat der understreger dette: ”Og mens de alle kørte forbi på vejen, sagde de hver dag næsten de samme sætninger om de samme mennesker.” (l.13), hvor det her bliver understreget, at de kører i ring, og derfor kan de samme sætninger om de samme mennesker.

Desuden giver det fysiske miljø en begrænsning til det sociale miljø. Det uddyber forståelsen af personerne i novellen. De to søstre, Emma og Antonie er begrænset af deres miljø, deres velstand og deres muligheder. De har ikke haft muligheden for at udvikle sig.