Indledning
Det var ikke kun den globale corona-pandemi, som trak overskrifter i 2020, men også den verdensomspændende #MeToo-bevægelse og kampen for ligestilling.

Sidstnævnte tematikker blev mediernes fokus i kølvandet på den tale, Sofie Linden gav ved årets “Zulu Comedy Galla” den 26. august 2020.

Hun brugte anledningen som vært til at sætte fokus på relevante problematikker i samtiden såsom køn og ligestilling.

Talens omdrejningspunkt var sexisme i mediebranchen, hvilket Linde selv var offer for tidligt i sin karriere. Hun henvender sig ikke blot til det publikum, der er fysisk tilstede, men til hele Danmarks befolkning.

Lindes opråb gav genlyd i hele samfundet, og talen blev hurtigt et af de mest omdiskuteret emner i medierne. Den offentlige debat resulterede blandt andet i underskriftsindsamlinger og sågar fyringer i eksempelvis underholdningsbranchen.

Knap tre måneder efter tv-værten gik på scenen, modtog hun Vallø Prisen for sin beundringsværdige indsats for at bekæmpe sexchikane på arbejdspladser.

Uddrag
Kigger vi nærmere på sproget i henholdsvis Lindes og Tessas taler, er der både ligheder og forskelle.

Linde gør helt fra start brug af gentagelsesfigurer, hvilket bidrager til at intensivere det sagte og hjælper lytteren med at huske det. Allerede i talens indledning ses et eksempel på en parallel:

“Ja, gu’ hun da gravid! Hun er da super gravid!” (ll. 9-10)
Ovenstående sætninger følger lige efter hinanden, og er konstrueret næsten ens.
Lidt længere inde i talen benytter hun sig af en anafor:
“Altså jeg bad ikke om en husbåd, jeg bad om en jolle, og jeg fik det ikke.

Altså, det jeg prøver at sige, det er, vi kan sagtens lege, at der ikke er forskel på mænd og kvinder i Danmark.” (ll. 33-36)
Anaforer er kendetegnet ved, at flere sætninger efter hinanden begynder ens.

I dette tilfælde er ordet “altså” placeret forrest i sætningerne. Gentagelserne er med til at skabe rytme samt fremhæve det betydningsfulde indhold.