• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 12 tal
  • Ord: 1964

Indledning
Siden kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og den seksuelle frigørelse gjorde sit indtog, har menneskets opfattelse af kroppen og kønnet været under opbrud.

Kønsdikotomiens definition af, hvad der er maskulin og feminin adfærd, er flydende som aldrig før. Men på trods af de feministiske bølger, som for første gang slog til i slutningen af 1800-tallet, samt indtrædelsen af det senmoderne samfund, holder vi stadig fast på nogle stereotype ideer om, hvad en rigtig mand og kvinde er.

Nogle stereotyper, som vi endogså genfinder i litteraturen. Men hvorfor er der så mange fremstillinger af kroppen og kønnet? og hvordan kan de være med til at aftabuisere samfundets traditionelle ideer og forestillinger om kroppen og kønnet?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Noget der sprænger navnligt i øjet, er brugen af personlige pronominer såsom ”jeg”, ”du”, og ”I”. De kan have den virkning, at de fanger læserens opmærksomhed, fordi man føler, at man bliver direkte talt til.

På den måde kan anvendelsen af personlige pronominer egne sig godt til at involvere læseren i teksten samt skabe en følelse af engagement.

Dog kan brugen af personlige pronominer også have den omvendte effekt, hvilket kan ses i følgende citater ”og I skal altid fortælle hvad I foretrækker” (s. 1. 14) og ”selvom du selv er en smule ølfed og fedtet” (s. 2 l. 46).

Citaterne understreger, at med et anklagende ”du” og ”I” formår forfatteren at skælde ud på læseren, måske i håb om at vække skam eller provokation. Dermed kan pronominerne skabe reaktion og selvrefleksion fra læserens side.

Brugen af det personlige pronomen ”I” skaber også en form for distance, da forfatteren taler til en gruppe, som hun ikke selv er en del af. Det kan være forfatteren forsøger at positionere sig som en, der er bedrevidende end læseren.

Alt i alt gør den konstante brug af pronominer frem for egenavne digtet til en samfundskritik. De formår nemlig at kritisere medborgerne i samfundet, som holder fast i kønsdikotomiens definition af, hvad der er maskulin og feminin adfærd.

Derudover er det også bemærkelsesværdigt, at forfatteren skifter fra at bruge ”I” til ”du”. Det går dermed fra en kritik til en bred modtagergruppe til en specifik modtager.

Det kan måske være til en modtager forfatteren engang havde et personligt forhold med? Dog kunne det tænkes, at du’et blot optræder som det performative køn, hvor man ubevidst reproducerer kønsrollerne ved at internalisere samfundets normer og forestillinger om det maskuline adfærd.

Herudover er digtet en kritik af heteronormativiteten. ”Men vi kommer alligevel hen til den diskussion hvor I siger at kønshår er så klamme og jeg må da være lesbisk for det er jo det værste man kan være når man er kvinde og hvis jeg var lesbisk ville jeg være endnu mere kvindekønssindssyg” (s. 1 l. 19 – 24), hvorefter hun skriver ”Jeg ville være egoistisk og mandehader” (s. 1 l. 25). Citatet fremhæver, at hvis en kvinde ikke begærer mænd, så begærer hun kvinder.