Indledning
Kommentaren, ”Er der plads til os simple mænd i den feminine og bæredygtige storby?” er skrevet af Bent Winther og udgivet i Berlingske, november 2017.
Her udtrykte Bent Winther en stærk utilfredshed, med hvordan storbyen i højere grad ikke giver plads til de såkaldte ”simple mænd”.
Modtageren af denne kommentar er dels de andre ”simple mænd” der nu får muligheden for at deltage i en åben debat angående dét, at de føler sig glemt i den moderniseret storby.
Dette ses da han i citatet, ”Men hvad så med alle os mere traditionelt orienterede mænd?” han rækker ud til alle de mænd der også føler sig overset.
Dette gør han da han bruger ordet ”os” i stedet for ”jeg” og allerede her, har han tydeliggjort at der er tale om en større gruppe og ikke kun ham selv.
I samme citat er der tale om, at han stiller et retorisk spørgsmål. Dette spørgsmål er ment ud til alle de ”grønne kollektivister og grønne individualister” som han selv omtaler de resterende grupper i storbyen.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
”Er der plads til os umoderne mænd fra den gamle verden, som 70 aldrig kom med på den metroseksuelle bølge, Welling, Hedeager Olsen og Nyegaard?”
Der er her, tale om en regulerende sproghandling, da hensigten med kommentaren har været at lave en ændring i storbyens premisser for beboerne og i højere grad de ”simple mænd”.
Bent Winther starter en stor del af hans sætninger med bindeordene ”men” og ”og”, Altså ord der oftest ses i indledningen af en ledsætning.
Dette har været et bevidst valg, der skal medvirke til en i forvejen provokerende tekst. Ved at starte sine sætninger med bindeord, kan man sige at bryder han den generelle danske ”regel”, dette er igen et tydeligt kendetegn på Bent Winthers aktiviserende skrivestil.
Når han danner scenarier eller billeder af en stereotype, som ofte ses i teksten, laver han lange sætninger, med flere ledsætninger.
Eksempel på dette ses på (s. 1, linje 28-33) og (s. 2, linje 61-69). Dette gør at hans redegørelse af denne person eller scenarie fremkommer tydeligerer i teksten.
Man kan identificere Bent Winthers argumentation med udtrykket, ”det er sandt fordi jeg siger det”. Han benytter sig i høj grad af sandhedspostulat.
Dette ses bl.a. også i hans argumentation for, at der er dannet en alliance mellem grønne kollektivister og individualister (s. 1, linje 34-35).
Han fortæller omkring en alliance, men præsenterer aldrig et belæg for, at det er en påstand der generelt opleves af en større mængde.
Bent Winther præsenterer ikke direkte argumenter, men han formulerer sig i stedet på en måde, hvor han stadig formår at skabe en overbevisning hos læseren. Eksempel:
”Og vi ved da godt, at vi ikke må klappe pigerne – undskyld, kvinderne – bagi eller pifte efter dem på gaderne.”
Her understreger han tåbeligheden ved brug af sarkasme, og han ønsker at læseren sidder tilbage med en genkendelighed af at skulle indrette sig efter hvad der er tilladt og ikke tilladt – her refererer han også til #metoo debatten.
Han har et stort fokus på hans ordvalg og størstedelen af hans argumenter er i højere grad underbygget af specifikke ordvalg, fremfor faktuelle belæg.
Skriv et svar