• Dansk
  • Uddannelse: HHX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 1483

Indledning
Adam Oehlenschläger voksede op på Frederiksberg, hvor hans far var slotsforvalter. Efter at have afsluttet skolen blev han optaget på elevskolen ved Det Kongelige Teater.

Men det var digtningen, han skulle blive kendt for. Han anses af mange for at være selve inkarnationen af dansk romantik, og hans ungdomsdigte er karakteriseret ved deres besjælede skildringer af naturen og hans interesse for historien som et poetisk emne.

Da han i 1809 blev professor i æstetik, mistede digtningen sin styrke, og derfor er det hans første digte, man skal studere for at forstå myten om Oehlenschläger som Danmarks digterkonge.

Nogle af hans mest berømte digtsamlinger inkluderer "Digte" (1803), "Poetiske Skrifter 1-2" (1805) og "Nordiske Digte" (1807).

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Alligevel fyldes hendes hjerte med glæde, som den hellige ånd bringer til hende. Følelser af glæde og kærlighed får hendes hjerte til at smelte, og hun indser, at han, hun elsker, virkelig er den rette.

Længslen efter hendes elskede får Maria til at indse, at de ikke kan være sammen, da et jerngitter adskiller dem, som beskrevet i tredje strofe, vers 1-2: "En grusom skiebne kold sit Jerngitter, imellem tvende unge Hierter trænger".

Dette jerngitter symboliserer Marias forældre, der holder hende væk fra Ludvig, hendes elskede, på grund af deres forskellige samfundsklasser.

Trods forældrenes modstand kan deres kærlighed ikke opløses, og med naturens hjælp forenes de, som beskrevet i vers 2-3: "unge Hierter trænger, som Himlens Harmonier sammenslynger".

Dette viser, at noget guddommeligt hjælper dem. I naturen kan ingen adskille dem. Kun når de er på deres respektive samfundspladser kan de længes efter hinanden, som beskrevet i vers 6-7: "Kun fiernt han mig sin høie Længsel synger, i dag Naturen slynger". I dag skal de mødes.

De skal mødes i skoven under månens alter, hvor ingen kan opdage dem. Dette har hun fået at vide af kærlighedens ånd.

Selv når de mødes, skal de være tavse og ikke afsløre sig selv, på trods af deres store glæde, som beskrevet i vers 12-13: "Naar Tumlens Glædeskrig sig hisset hæve, skal taust i Lunden tvende Hierter bæve".

I digtet sker der en udvikling fra morgen til aften, samtidig med at der sker en udvikling i Marias sindstilstand.

Om morgenen, mens hun befinder sig i huset, mærker hun kærligheden og længslen efter sin elskede gennem fuglenes handlinger.