Romantikken | Artikel

Indledning
Romantikken er en kulturstrømning som begyndte i 1800-tallet i Europa. I denne litterære periode satte forfatterne fokus på naturen, idyl og det guddommelige.

Der blev vendt ryggen til det virkelige liv, der blev derimod dannet en mere harmonisk og perfekt verden, i hovederne på forfatterne.

Under romantikken kom flere litterære strømninger til, og der blev blandt andet skelnet mellem universalromantik og panteisme.

Menneskets udnyttelse af naturens ressourcer, for at skabe rigdom, er en af nutidens største debatter, det er en af de elementer som ungdommen er meget optaget af.

Menneskets opfattelse af naturens værdi, har haft ændringer gennem tiden. I 1800-tallets litteratur og kunst, havde værkerne en idealistisk tilgang, hvori det åndelige vægtede højere end det materielle.

I denne opgave vil der forekomme en digtanalyse og fortolkning af digtene ”Simon Peder” (1805) og ”Liljen og Dugdråben” (1808).

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Digtet ”Liljen og dugdråben” består, af 7 strofer med 6 verslinjer i hver strofe. Digtet er et episk digt og digtets episke aspekt består i at det fortæller en historie om dugdråben der falder ned i liljen.

Om morgenen fordamper den og stiger til himmels igen, mens liljen bliver tilbage på jorden og dør. Der er en struktureret opbygning af rim og rytme og der er tale om et traditionelt digt.

I digtet bliver der brugt billedsprog og der er blevet givet nogle egenskaber, til både dugdråben og til liljen.

Dette ses i strofe 1, hvor dråben sammenlignes med engles længselsfulde tårer, hvorimod liljen metaforisk bliver beskrevet som et fængsel.

Dette digt omhandler en dråbe vand, som falder ned fra himlen og på liljekronen, liljen ´fanger´ så dråben, ved at lukke sine blade rundtomkring. Liljen ønskede at dråben blev, men dråben vendte hjem næste morgen, da liljen åbnede op igen.

Splittelsen mellem det jordiske liv og det guddommelige liv, ses i digtet, og det lyriske ”jeg” skifter mellem dugdråben og liljen, det nærmest en form for kamp.

Dette ses i strofe 2 og 3, og i strofe 5 ses opgøret mellem dugdråben og liljen: ”Hold op at friste mig, hold op! Snart må din natlig lukte Top for solen sig oplade;

Da stige morgenstråler ned og løfte mig til herlighed fra dødelige blade”. Her ses opgøret mellem det guddommelige som i dette tilfælde er (dugdråben) og det jordiske (liljen), er på det højeste.

Dugdråben vender hjem til himlen igen, uden at lade sig friste til, at blive hos liljen. Motiverne i digtet, er ensomhed og længsel eftersom, at liljen er en ensom blomst der kunne tænke sig et godt selskab.