Indledning
Romanen “Man skulle nok have været der” er en autofiktion, som udkom i 2021, som er skrevet af Thomas Korsgaard.
Autofiktion er en genre, som er kendetegnet ved at have træk for selvbiografi og den skønlitterære roman. Oversat betyder autofiktion rent og skær selv-fiktion, hvor teksten ”jeg” er fiktion.
Autofiktionens genren er særligt kendt for, at den leger med læseren nysgerrighed, samt forestillinger bag forfatterens identitet, hvor der tit findes lighed mellem hovedpersonen og fortælleren.
I dette uddraget af romanen “man skulle have været der” bliver vi introduceret til en række personer som Tue, Flemming, Merete, Victoria, au pairen og Elsebeth.
Hovedpersonen i romanen er Tue. Tue er blevet smidt ud af sin lejlighed, hvorefter at Merete og Victoria, har givet ham husly.
Læseren ser uddraget gennem Tues øjne. Vi hører blandt andet hvordan, at familien ikke ønsker ham til at være til stede hjemme hos Flemming og Elsebeth til juleaften, og hvordan Tue gang på gang bliver snakket ned til, og ignoreret.
Indholdsfortegnelse
Indledning:
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Konflikten træder i kraft, da Tue modtager sin gave fra Flemming og Elsebeth, som er en flaske Karloff vodka, som er en såkaldt “slavevodka”.
Tue bevæger sig ud for at ryge en smøg. (s.178, l. 11): “Men hvem er ham Tony egentlig?” spørger flemse…. “Udover at han da i hvert fald ikke er til piger. ”
Point of no return ser man på følgende sætning (s. 178 l. 21-22) ”Hans far forgreb sig på børnene, og de havde ingen penge,” siger merete, og jeg opdager, at jeg helt glemmer at trække vejret.”
Her får man som læser et indblik i Tues fortid, og det er også her man får at vide hvorfor Tue er endt hos Merete. Denne sætning er med til at appellerer til læserens patos, da man får medlidenhed med Tue.
Tue vælger herefter at tage en beslutning om at bevæge sig ned i kælderen til swimmingpoolen. Klimaks finder sted i følgende sætning (s. 180, l. 3):
“Så sætter jeg en finger på vodkaflaskens og dykker under.” Det er her at spændingen tager fat, og man som læser bliver nervøs for hvad der nu skal ske.
Det er en indre synsvinkel vi har med at gøre, da vi følger Tue ud fra hans egne tanker. Som læser mærker man alle de følelser og tanker, Tue selv har. Det kan man se på følgende: (s. 174, l. 8): “Min brystkasse hæver sig bare ved at sige det, mine skuldre løfter sig.”
Skriv et svar