Indledning
Skam og identitet er noget der ofte behandles på film og tv. Det ses ofte fordi vi er interesserede i at se andre i skamfulde situationer. Vi ønsker at få ”godt det ikke er mig”- følelsen.
Skam er noget vi alle kender til, da det er noget der har stor tilknytning til vores identitet. Skam kan få os til at have en følelse af forkerthed, pinlighed og at omverdenen har afsløret vores fejlbarlige person.
Det er derfor fotografier kan være skamfulde at se på fordi de lader os se os selv udefra. Og skam opstår netop når man ser sig selv med andres øjne, og ikke bryder sig om den version man ser.
Det er altså noget som gør os mere bevidste om os selv, fordi vi mister kontrollen, da vi ikke længere kan styre måden andre ser os på.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Det håndholdte kamera får det til at virke som om at Thomas filmer en slags dagbog, og det skal fungere som en autenticitetsmarkør. Det skal det fordi håndholdt kamera er med til at skabe kaos og give en realismeeffekt.
Derudover er der en dårlig mikrofon, et meget gulligt lys og det hele virker meget rodet. Disse ting er alle med til at gøre det autentisk.
Det håndholdte kamera kan dog også hurtigt få en anden effekt, og faktisk mere understrege iscenesættelsen.
Det gør det især fordi det hurtigt kan virke som et bevidst valg fra instruktørens side at man kun ser dele af hans ansigt under optagelserne, klip 0:01:37.
Her kan man tolke at Thomas har mistet noget af ham selv, altså noget af hans identitet. Han er ikke længere et helt menneske. Det vil altså sige at det autentiske og det iscenesatte smelter sammen.
Man kan også virkelig mærke at Thomas har mistet noget af sig selv ved at vi med et andet stillestående kamera ser ham filme sig selv, klip 0:00:58.
Det bliver derfor et symbol på blotlæggelsen af ham for omverdenen, altså den skam som han føler. Til at understøtte dette kan man inddrage Erving Goffmans begreb backstage og frontstage.
Backstage er nemlig ifølge Goffman en identitet man har når man ikke behøver at skjule noget som helst, og det er en side af os selv, som vi oftest ikke lader andre se.
Vi lader kun offentligheden se frontstage-identiteten, fordi vi her kan idealisere os selv ved hjælp af tøj, sprogbrug osv.
Det får det derfor til at virke som om vi ser backstage i hans liv, men i virkeligheden bliver det bare en iscenesat backstage
fordi vi skal føle at Thomas’ backstage-identitet bliver offentliggjort for alle, som den også gør i bogen skrevet af Claus Beck-Nielsen.
Skriv et svar