• Dansk
  • Uddannelse: HHX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 1110

Indledning
For de fleste danskere i 2021 er livet ret nemt. Vi har mad på bordet, tag over hovedet og ret og pligt til uddannelse, som staten er med til at finansiere, så det ikke er noget den enkelte unge selv skal klare.

Men der er nogle ting ved menneskets tilværelse, som ikke har ændret sig siden tidernes morgen, og det er frygten for at dø.

det tema tager den danske biskop og salmedigter Thomas Kingo op i sit digt ”Hierte-suk” fra 1681. Kingo blev født den 15. december 1634 i Slangerup i Nordsjælland og døde den 14. oktober 1703 i Odense.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Hvor Blodet rutter om min Aand,/ Hvor Pulsen pikker ved min Haand,/ Til Hiertet nesten smelter!” (linje 15).

Den sidste sætning kan man læse som fyldt med lykkefølelse, da metaforen, at ens hjerte smelter, udtrykker at man har kærlighed over for en anden. I digtet kunne kærligheden være til flere.

Det kunne fx være til havet som jeg´et befinder sig på, til et andet menneske eller til Jesus. På den anden side kan man også fortolke metaforen som ulykkelig, som om jeg´ets hjerte smelter af ulykke.

Havet spiller en fremtrædende rolle i digtet, og kommer derfor til at virke som et symbol eller billede på noget større.

Det kan være, at havet symboliserer kærligheden og dermed en person, som vores jeg-fortæller har kærlige følelser overfor

da han blandt andet med den sammensatte metafor hierte-grav skriver: ”At i mig selv der er et Hav/ Ræt ved min dybe Hierte-grav/ Hvor sterke Storme tindre” (Linje 4).

Når jeg-fortælleren beskriver, hvordan vandet er, beskriver han samtidig sin kærlighed, der er stormfuld og dyb, og ender med at henvende sig til Jesus, så hans følelser og forhold til Jesus og troen er dybe og stormfulde, dvs. de er også besværlige og nogle, der vækker uro og angst i jeg´et.

Et stilistisk træk, som Kingo bruger i sit digt, er gentagelse fx: ”Hvor Frygt udi mig velter,/ Hvor Blodet rutter om min Aand,/ Hvor Pulsen pikker ved min Haand,/ Til

Hiertet nesten smelter!” (linje 15). Når han gentager ordet hvor i begyndelsen af hver verselinje skabes der en særlig rytme i digtet.