• Dansk
  • Uddannelse: HHX
  • Karakter: 12 tal
  • Ord: 3185

Indledning
Thomas Kingo blev født den 15. december 1634 i Slangerup og voksede op i en beskedent stillet familie. Senere begav han sig til København for at forfølge sine studier.

I 1658 færdiggjorde Kingo sin teologiske uddannelse, men på grund af en daværende præstemangel blev han huslærer i København, indtil en præstestilling blev ledig.

I 1661 blev Kingo udnævnt som kapellan hos sognepræsten i Kirkehelsinge, hvor han forblev indtil 1668, da han vendte tilbage til Slangerup og blev sognepræst.

I 1677 blev Kingo udnævnt som biskop i Odense, og han levede der indtil sin død den 14. oktober 1703. Før sin bortgang indgik Kingo i tre ægteskaber, der alle inspirerede en række af hans digte.

Thomas Kingo er en forfatter, der er dybt elsket af folket og har skrevet en omfattende samling værker inden for salmer og lejlighedsdigtning.

Hans mest fremtrædende arbejder er inden for salmeformen, men han har ligeledes skrevet flere digte. Ét af de mest bemærkelsesværdige digte fra barokperioden er "De fattiges udj Odensee Hospital", som menes at være forfattet i 1682-83.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Inden for disse første tolv linjer er det også klart, at økonomien allerede er stram, og hvis der skal ydes yderligere hjælp, vil dette gå ud over de indlagte, da der ikke længere vil være midler til at opretholde samme forplejningsstandard som hidtil.

Dette fremhæves i linie 3-6: "...Og øse der een Strøm af Vand og Siele-Vee Som vælder udaf Nøds usoolet Iis og Snee, Som har brudt ind udaf de arme Lemmers Senge Udj vort Hospital og vil dem snarlig trænge Fra deres Leye ud...".

Disse linjer antyder også, at Kingo har et dybtfølt, socialt og personligt engagement i de indlagte på hospitalet. Gennem disse linjer udtrykker han sorg over forholdene og appellerer til kongen med den baggrundsinformation, han præsenterer.

Det er vigtigt at bemærke, at digtet ikke fokuserer på de indlagtes sorg, men på Kingos egen oplevelse af deres situation.

En indtrængende appel til kongens samvittighed er også tydelig i linie 8-12: "Optøer det Iisebierg saa gaaer de deres Vey.

Hvad Vey? Gud trøste det! Hvad Vey vil de vel tage Til nogen Verdens Hielp? Som mange Aar og Dage Sin Food ei haver sat paa nogen Verdens Sti Mens langs ad Korsens dynd sig daglig ælter i".