Herman Bang | Frøkenen

Indledning
Det var det mindste Hus i hele Gaden: Tre Fag og den grønne Gadedør med en tre Trins Trappe og Gelænderet, hvor det er saa dejligt at rutsche ned.

Og under Vinduerne ligger Kælderhalsen ud paa Fortovet - en gammel skrøbelig Kælderhals, hvor alle Byens Gadedrenge tramper op, naar de skal i Skole, og piber i Fingrene, mens de lader sig glide ned.

For "Frøkenen"s Kælderhals er den sidste i hele Byen. Byfogeden har ført Krig baade med den og med Lindetræerne.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Der er ganske mørkt derinde og varmt fra Tørveilden, og hele Stuen dufter af Lavendler og gammelt Potpourri. Det laver Frøkenen om Sommeren.

Saa samler hun Dynger af Roser og spreder Bladene ud paa Aviser og tørrer dem baade paa Sengen og paa Dagligstuebordet.

Og naar saa Vinteren kommer, ligger de tørrede Roser paa den gammeldags Kakkelovnsplads og dufter som den skønneste Sommer ...
Frøkenen har læst.

Men saa er det blevet for mørkt, og hun har lagt Andagtsbogen ned i sit Skød og har lænet Hovedet tilbage.

Nu er hun faldet i Blund og sover med foldede Hænder. Og henne i Sofaen spinder Kattene sagte, i Kakkelovnen snurrer Vandet til Te ... Der er Mørkning i Huset.

Men saa kommer Lygtetænderen ude paa Gaden, og han sætter Stigen til og tænder, og lige paa én Gang bliver der ganske lyst hen over alle de gamle Billeder paa Væggen og de hvide Stykker paa Stolene og Gulvtæppet, der er delt i mange Stumper rundt omkring.

Men naar der bliver tændt, vaagner Frøkenen paa Forhøjningen, og hun griber efter Brillerne og Bogen, og lægger Bogmærket ind, førend hun lukker den.

Saa aabner hun Køkkendøren og kalder. - Han tænder, Karen, siger hun. Den gamle Pige har ventet i Køkkenet, men nu kommer hun ind med lyserøde Baand i Huen og sætter sig paa Stolen ved Døren, ganske stille. Dér sidder saa de to gamle Piger i Lygteskinnet hver med sine Tanker og taler ikke meget.

Men hver Dag, naar Lygten tændes, siger Frøkenen højt ud af Døren: - Nu tænder han, Karen, og hver Dag kommer Karen ind, og hun sætter sig stille paa den samme Stol ved Døren.

Og har de siddet dér noget sammen, og det snart kan blive Tid til Teen, rejser hun sig med et "Tak, Frøken", og gaar ganske lydløst, som hun kom.

Og saaledes har det været i mange Aar. Thi Karen er gammel i Huset Hun har tjent i Præstegaarden, og da Præsten døde, fulgte hun med "Jomfruen".

Da var de temmelig unge, baade hun og "Jomfruen", og Karen var forlovet. Men saa gik det galt, og Kæresten rendte væk til Amerika.

Kort efter begyndte Nabolaget at tale om, at det var slemt fat med Karen, og Smedens Kone kom ind en Aften til Frøkenen: for hun, som var stillet saa ene, maatte vide, hvem hun havde om sig, og maatte vogte sit Rygte ...