Indledning
”Jeg tager en mand, der har et eller andet jeg kan bruge.. Og så tager jeg det fra ham. Og skrider, når jeg har fået det”
(s. 4) – Denne skarpe kommentar rammer direkte ned i hovedtemaet i Jan Sonnergaards novelle fra 2000, "Frels de raske – skyd en syg", der undersøger det moderne menneskes følelseskolde og selvcentrerede tilgang til tilværelsen.
Novellen er en del af samlingen "Sidste søndag i oktober", som udgør midterste bind i Sonnergaards trilogi, der gradvist bevæger sig op ad samfundets sociale rangstige fra bunden til herskabsvillaerne i København.
Centralt i "Sidste søndag i oktober" er samfundets kynisme og ofre, hvor "Frels de raske – skyd en syg" udgør et fremragende eksempel på dette.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Svend er på samme måde karakteriseret som en mand med mange erfaringer med det modsatte køn, men han er modsat Louise beskrevet langt mindre selvsikker: ”han spurgte nervøst” (s. 4) og ”spurgte Svend, igen alt for naivt” (s. 4), og han er tilmed udsat for Louises hånlige kommentarer: ”Har du egentlig gjort det med nogen, der ikke var idiot?” (s. 3).
Paradoksalt nok bliver denne nedladende kommentar startskuddet til Louises og Svends alliance, da Svend foreslår Louise: ”Hvorfor prøver du ikke en rigtig handicappet?” (s. 7).
Umiddelbart er Louise skeptisk, men jeg-fortælleren kommenterer sine iagttagelser således: ”Hvis man forstår at aflæse hendes ansigt var det ikke svært at opdage, at Svends replik havde sat noget i gang. Hun spekulerede” (s. 8).
Omdrejningspunktet for samtalen mellem de genforenede ungdomsvenner på den lille københavnerbar er efterfølgende argumentationen for og imod forholdet til ”en person, der var fuldstændig afhængig” (s.9), hvor Louise og Svend højlydt argumenterer for, mens jegfortælleren lægger afstand til denne tankegang.
Den sproglige figur antitese benyttes til at beskrive den absolutte magt, der, ifølge Louise, forbindes med forholdet til en handicappet, hvor de kontrasterende ord forstærker den styrke, der ligger i besidderens hænder: ”Hvor det var op til mig at afgøre, om han skulle leve eller dø?
Eller om han skulle græde eller le.” (s. 9). I samtalen anvendes der desuden begreber, der semantisk hører til i sportsverdenen, hvor jeg-fortælleren forsøger at argumentere for, at et forhold til en handicappet mangler "udfordringen" (s. 10).
Dette uddybes yderligere med følgende passage:”Det interessante ved magt er da at overvinde en modstander” (s. 10).
Skriv et svar