Fienden er følelsen av maktesløshet | Analyse | Karl Ove K.

Indledning
Klimakrisen er et eksistentielt problem, da det har en indvirkning på hele menneskeheden, samt en afgørende betydning for klodens fremtid.

I takt med at havene stiger, kraftige storme raser og regnskoven forsvinder, omdisputeres der rundt på kloden, om hvordan vi som menneskehed skal bekæmpe vor tids største stridspunkt.

Samtidig bringer medierne jævnligt nuancerede beretninger og illustrationer af klimaforandringer, så det for det enkelte individ synes at være en vanskelig opgave at flygte fra nyhederne om planetens undergang

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Når man slår udtrykket ”klimakrise” op, betegnes det i den danske ordbog som værende: ”En verdensomspændende miljømæssig og politisk krise som følge af menneskeskabte ændringer i jordens klima”.

Ved at benytte sig af ordet verdensomspændende belyses der her, at klimakrisen ikke blot omhandler en bestemt befolkningsgruppe, men derimod hele menneskeheden.

Lige netop denne krise var omdrejningspunktet for Karl Ove Knausgårds tale, som han under vendepunkt-demonstrationen ved valgkampen i Oslo, 2017 afholdte. Han navngav talen:

”Fienden er følelsen av maktesløshet.” (tekst 1). Knausgårds hovedsynspunkt i talen er, at magtesløsheden er det som udfordrer i forhold til klimakrisen.

Belægget til denne påstand er: ”Verden er enkel og forutsigbar. Gjør vi det ene, skjer det andre”.

Her problematiserer samt klarlægger Knausgård sit budskab om, at vi som menneskehed føler os magtesløse grundet klimakrisens forudsigelighed

samt påpeger at vi udmærket er bevidste om, hvad der hænder i verden, men til trods for dette er vi alligevel handlingslammede.

Hjemlen, som understøtter dette belæg er, at vi som menneskehed ikke er klar over hvem, der skal drages til ansvar for den større eksistentielle krise, som vi gennemlever lige nu, samt hvordan eller hvad vi skal gøre for at hindre den:

”Hvem skal gjøre det? Og hvordan”. Et andet belæg for at det er magtesløsheden som udfordrer i forhold til klimakrisen, som Knausgård beretter om er:

”Kommer det en dokumentar om nedhoggingen av regnskogen på tv, skifter jeg kanal” . Her fremlægges der en personlig problematisk vinkel for talen i det , at han gør brug af en gendrivelse ved

at han fremstår, som en der bidrager til at sætte en stopper for klimakrisen, som i denne sammenhæng i stedet bliver misvisende.