Indledning
Det mørke og det sørgelige. Det uvisse og det farlige. Vi har alle sammen en holdning til døden, den mest almindelige er frygten og følelsen af at være bange.
Bange for ikke at vide hvad der sker eller hvor vi kommer hen. Den følelse kender de fleste helt sikkert, når vi tænker på døden.
Døden kan godt ses som et tabuemne, og noget vi vælger ikke at snakke om, det emne vi skubber under gulvtæppet for ikke at ødelægge den gode stemning.
Men hvorfor skal dette være tilfældet? I artiklen ”Døden i litteraturen” forklarer bibliotekaren og forfatteren Birgitte Tindbæk, at døden er et tabubelagt emne at tale om i den moderne verden.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Men er det virkelig det teksten vil fortælle os? Efter et par refleksioner og et par genlæsninger at teksten, ser jeg det helt anderledes. På den ene side bliver døden fremstillet som det mørke og triste, vi føler sorg med pigen.
På den anden side føler man sig også en smule lettet da pigen dør. Den lille pige er fattig, har det ikke godt, og den eneste der nogensinde havde elsket hende, er i himlen.
Så snart pigen giver slip på sulten, frygten og kulden, ser hun kun glæde og glans. ” Mormoer havde aldrig før været saa smuk, saa stor;
hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi i Glands og Glæde, saa høit, saa høit; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, - de vare hos Gud! (s. 2, l. 16-19)
Det er som om at døden her bliver fremstillet som noget smukt, og i virkeligheden en overgang fra det hårde liv, til freden i himlene.
Historien foregår også nytårsaften, det kunne måske være et tegn på genfødsel. Pigen går fra at være alene i en verden uden kærlighed, til et nyt ”år” hvor hun er sammen med sin elskede mormor.
Skriv et svar