Indledning
Mennesket fødes i dag ind i en automatiseret og moderniseret verden. Menneskelig arbejdskraft bliver erstattet af maskiner - som gør at der ikke længere er brug for deres egenskaber.
I takt med at alt bliver erstattet af maskiner bliver individets skæbne mindre uforudsigelig - vi bliver alle mere og mere ens og automatiseret.
Dette er en problematik, som beskrives i Jens Blendstrups novelle ”Det sidste hjerte”, fra novellesamlingen Sorgens balalajka fra 2021.
Her møder man Dion Ditmar, som har en længsel efter at finde det sidste ægte hjerte og grundlægge en ny civilisation med ægte urolige hjerter.
Derudover ikke mindst selv at dø af en naturlig død, da han mener samfundet er blevet for ensartet med ingen forskellighed.
Men er det i virkeligheden positivt eller negativt at samfundet udvikler sig, så det hele bliver mere og mere automatiseret? og findes der en gylden mellemvej?
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Gennem jeg-fortælleren gør han brug af mange forskellige sproglige virkemidler. Et af de sproglige virkemidler som han tydeligt gør brug af, er ordvalget.
Han har et meget velovervejet ordvalg og pointerer gerne de samme ord og sætninger flere gange.
Et af de ord han benævner op til flere gange, er ordet ”nostalgisk” for eksempel her ”kald mig bare nostalgisk” , som er en sætning han benævner to gange og her ”der bredte sig derfor vis nostalgi omkring litteratur skabt af gamle hjerter”.
Her har han en forhåbning om at få læseren til at forstå at det var bedre som det var engang og fremvise det nostalgiske.
I disse sætninger gør han også brug af apelformen patos, da han formår at ramme og vække læserens følelser, ved at overbevise læseren om at det der var engang var meget bedre og generelt er nostalgi et meget følelsesladet ord.
Generelt er ordvalget og selve stemningen i novellen meget negativt ladet. Fx her ”Anderledes forholdt det sig for folkets hjerter der som sædvanlig enten var grimme eller smageløse”
hvor der tydeligt bliver brugt negative ord samt skabt en dårlig stemning omkring situation. Grunden til at det generelt er meget negativt ladet stemning og ord
som der bliver brugt, er for at understrege og for at få læseren til at få følelsen af, at udviklingen i samfundet er helt ude af kontrol.
Jeg-fortælleren er samtidig meget tragikomisk og dermed også en form for ironisk fortællestil, da der gennem novellen forekommer ironi, men at det samtidig er om et meget seriøst og tragisk emne.
På et tidspunkt siger han meget surrealistisk og tragisk ”Men tanken om at dø er utidigt midt i en opvask gør mig nærmest elektrisk” . Det at man gerne vil dø virker helt surrealistisk og underligt.
Samtidig også meget tragikomisk, da ingen jo ønsker at falde og dø, men fordi han ikke kan dø med det nye hjerte, så får han lyst til det.
Skriv et svar