Indledning
Han er i bil. Jeg kan høre motoren, og det får hårene til at rejse sig på arme og i nakken. Med ét fryser jeg, mine hænder, fødder, selv næsetippen er iskold, som stod jeg nøgen midt ude på vejen.

Jeg forestiller mig at stå dér, brede armene ud til siden, mærke kulden, der stikker til min krop, og stirre blindt ind i lysskæret, der styrer direkte imod mig ...

Men jeg sidder her i stuen, i sofaen, med tæppe om og varm te i kruset – og bilen er udenfor, i indkørslen.

Den triller nærmere, har ikke fart nok på og gasser op på det sidste lidt stejle stykke, holder så stille, motoren summer i sekunder uden at arbejde, så bliver den slukket.

Og gruset er holdt op med at knase under den. Selvfølgelig ryster du. Det er en naturlig reaktion, ville psykologen sige, det gælder bare om at sætte ord på. Det er min mor, der lukker ham ind.

Hej Mike! siger hun højt, som om det var en overraskelse; som om jeg ikke vidste, at de har aftalt det i forvejen.

Nu snakker de lavere, tiskehvisker, mumlerbumler, mumler om mig, inden mor igen hæver stemmen. Sidsel sidder og læser inde i stuen, gå bare ind!

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Hvis det er angst, jeg ryster af, så afløses den af vrede, i det sekund jeg ser ham. Mine hænder dirrer, og jeg har svært ved at styre mig. Han står dér i strømpesokker.

Min mor kan godt lide ham, sikkert fordi han altid husker at tage skoene af, så sker der ikke hendes skide fine tæpper noget.

Eller også siger hun det bare for at være positiv, fordi hun håber, at det vil smitte af på mig, muntre mig op. Hej, siger han.

Jeg trækker benene helt op til brystet og lægger armene om knæene, da han sætter sig i den anden ende af sofaen. Han har et lille overskæg.

Han er ældre end os andre, 19, men jeg kan ikke huske ham fra skolen. Nej, det passer ikke: Han er fyldt 20. Tiden går, dagene forsvinder, og det er over et år siden nu. Sidsel er gået i stå.

Tror de virkelig, at jeg ikke ved, hvad de alle sammen går rundt og siger. Noget nyt om Sidsel? Nej, Sidsel, hun sidder stadig bare hjemme i stuen og stirrer ud i luften.

„Hvad har du lavet i dag?“
Han spørger til, hvad jeg har lavet. Været en tur i World Trade Center, din idiot, har jeg lyst til at svare.

Eller: Til morgenmad åd jeg et glas sovepiller, formiddagen fik jeg til at gå med at snitte lidt i først højre, så venstre håndled, til frokost en portion rottegift, og da du kom, var jeg i fuld gang med at flette det reb, der skulle hænge ned fra lysekronen.

Jeg kunne også fortælle sandheden: at jeg ikke spiste noget til morgenmad, at jeg ikke lavede noget i formiddag, at jeg spiste et æble til frokost, og at jeg er nået til side 7 i den bog, min mor påstår, jeg er i gang med.

Og sådan var også i går, og i forgårs, sådan har det været i nu et år ... Xander, Alek-sander ... Min kæreste, kæreste Xander. Du var for god, alt for god til denne latterlige lusede verden

Det er rigtigt: Han var for flink, han var for god, og han var det over for alle mennesker, og det var derfor, han heller ikke kunne se, at hans nabo var en idiot.

Når jeg besøgte Xander, lå fyren altid og rodede med sin røde bil; nogle gange var det kun hans fødder, der stak ud. Han havde altid en møgbeskidt pistaciefarvet trøje på – Mike.

Mike med det lille overskæg og den store bil. Xander plejede altid at snakke lidt med ham, spørge høfligt til hans bil, og han grinede bare, når jeg bagefter sagde, at hans nabo var en nørd.

Men i virkeligheden var han mere end det, han var en idiot, han var så totalt en idiot, at han ikke skulle have lov til at gå rundt blandt os andre, men burde være spærret inde.