Indholdsfortegnelse
Titelblad
Begrebet Eudaimonia, Antikkens Grækenland
Platon Og Epikurs Forestillinger Om Det Gode Liv – Eudaimonia
Det Moderne Danmarks Opfattelse Af Det Gode Liv
Litteraturliste

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Den klassiske opfattelse af eudaimonia, det gode liv, fra det gamle Grækenland, er nærmest en idé om det perfekte liv uden undtagelser. Lad mig forsøge at forklare det.

Ifølge de gamle grækere opnår man fuld eudaimonia ved at udfylde sin areté, som er nøglebegrebet for at forstå eudaimonia. Areté er lettest at forklare som evnen til at være dygtig og fremragende til det, man gør.

Det handler om at være dygtig til det, man er skabt til, og det forventes både af andre og af en selv.

Når en kriger drager i krig, gør han det ikke kun på grund af pligt over for andre, men også fordi han føler en indre forpligtelse over for sig selv. Han stræber efter det, vi ville kalde dyd, men på græsk kaldes det areté.

Areté betyder i bund og grund udmærkelse, og det handler om at udmærke sig i det, man beskæftiger sig med.

Man kan tage hvilken som helst profession eller genstand og identificere dens areté ud fra forventningerne til dens kunnen og dens egne stræben efter at blive bedre.

For eksempel skal en kriger være modig, stærk og dygtig i kamp, og en kniv skal være skarp og let. Dette er deres areté.

For at opnå den ultimative og fulde eudaimonia skal man besidde fuld areté, det vil sige være dygtig til alt, hvad man foretager sig. Men selv når man har opnået fuld areté, er der stadig mere at stræbe efter for at opnå den endelige eudaimonia.

Man skal være rig og velstående, komme fra en anset familie, være smuk og dygtig og have mange børn. Desuden skal ens ægtefælle også have opnået fuld eudaimonia.

Når man en dag dør, skal ens minde ære familien, og man skal huskes med stolthed. Hvis man opnår alt dette, har man ifølge det antikke Grækenland opnået fuld eudaimonia.

Platon og Epikurs forestillinger om det gode liv – Eudaimonia
Epikurs opfattelse af eudaimonia, det gode liv, adskiller sig markant fra den klassiske forestilling om eudaimonia.

Hans tilgang er langt mindre 'ekstrem' i forhold til den klassiske opfattelse, hvor man skal være dygtig til alt.

Epikur mener i stedet, at man skal fokusere på det, der gør én lykkelig, og ikke nødvendigvis hvad man er dygtig til eller burde være dygtig til.

Hans filosofi fungerer mere som en vejledning til det lykkelige liv frem for det gode liv. Det kan måske lyde som om, at det gode liv og det lykkelige liv er det samme, men der er en enorm forskel.