Indledning
Begrebet ’curlingbørn’ er gennem tiden blevet mere og mere relevant og understøttes i højere grad af nye debattører
som for nyligt er trådt ind i debatten omkring, hvorvidt de unge er for dovne, forkælede og uvidende på livet og hvad det vil sige, at begå sig på arbejdsmarkedet.
I debatindlægget ”De riges børn vælger jobbet fra. Det skader både børnene og samfundet” udgivet i Politiken den 10. juli 2021
kommer forfatteren Lawand Hiwa Namo ind på unges manglende motivation for at komme i arbejde og selv tjene til hverdagens forbrug og ikke mindst de dyre vaner som cafe besøg og mærketøj.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Dog bruger L.H. Namo flere former for belæg, til at underbygge hans påstand. Subjektive holdninger, som skribenten selv har fået sig igennem egne oplevelser
men også en del faktabaserede beviser på, at der er noget om snakken. ”Tallene tyder på, at det hænger sådan sammen: Jo rigere kommunens indbyggere er, desto lavere er andelen af unge i arbejde”.
Ved en undersøgelse lavet af Danmarks statistik viser der sig at de rige kommuners børn, arbejder væsentligt mindre end gennemsnittet.
Dette belæg understøtter skribentens påstand noget så kraftigt, da det allerede her står sort på hvidt:
”Det bedste eksempel er måske Gentofte Kommune, som ligger nummer sjok, når man kigger på de unges beskæftigelse.”
Det tydeligt at kommunerne med de rigeste indbyggere har en lav procentdel af unge i arbejde, sammenlignet med gennemsnittet.
Men samtidig beretter skribenten at kommuner som Brøndby, Rødovre og Ishøj, der til forskel for Gentofte, Frederiksberg og København, ikke har landets rigeste indbyggere, også ligger i den dårlige halvdel
med den laveste andel af unge i beskæftigelse. Dette modsiger til dels L.H. Namos påstand om at de riges børn vælger arbejdet fra og her kan det komme til at virke som et subjektivt angreb mod den velhavende befolkningsgruppe
da direkte fakta (som skribenten selv har valgt at tage med i sin debat) viser at problemet både gælder i toppen og i bunden af de sociale grupper.
Dog nævnes det ikke i påstanden, at de riges børn i højere grad vælger jobbet fra end de mindre velhavendes og skribenten formår dermed at bruge sine fakta godt, til at bakke op om hans belæg for sagen.
Et andet belæg som i virkeligheden optræder mere som en synlig hjemmel i teksten kommer til udtryk i skribentens egne subjektive meninger og formodninger, er afsnittet med Joe & The Juice:
”Over armen har nogle af dem en Bottega Veneta-taske til 15.000 kroner. […] Og selvom ungdommen er driftig, så tror jeg ikke, at samtlige stamgæster hos Joe & Juice selv har betalt for garderoben.”
L.H. Namo modsiger i citatet sig og argumentere for at ungdommen er ”driftig”, men samtidig viser sin subjektive holdning til emnet ved, at berette om hvordan han tror at de har fået deres mærketøj foræret.
Skriv et svar