Indledning
Digtet ”Danmarks Trøst” er skrevet af den romantiske forfatter N.F.S. Grundtvig, som en lejlighedssang til en afskedsfest for hans ven Christen Pram i 1820.

Det er et traditionelt stykke brugslyrik, bestående af mange følelser og tanker omkring fædrelandet, der ses som tydelige tendenser i nationalromantikken.

Digtet er skrevet i kølvandet på de store nederlag i Napoleonskrigene, og er derfor også en fædrelandssang, der hylder de danske værdier.

I digtet prøver Grundtvig at frembringe danskernes nationalfølelse, ved netop at prise alle de egenskaber, som Danmark og danskerne besidder.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Kigges der på sproget stemmer dette overens med nationalromantikkens sprog. Danmark beskrives altså meget idyllisk, samt kredses der om naturen, de indre værdier og nationalfølelsen.

Grundtvig har altså kun rosende ord om fædrelandet, som han især fremhæver gennem et detaljeret og beskrivende sprog med idylliserede adjektiver.

Ses i strofe to, vers seks: ”Den blomstrende Mark i det bølgende Hav!”, hvor han altså roser landets smukke natur. Desuden benytter Grundtvig sig også af sammenligninger og rim.

I strofe otte, vers fem skriver han: ”Vor Fredrik! Han vorde som Duen saa hvid! Hans Alder høiloves som Fredegods Tid!”. Her sammenligner han altså først kongen med fredsduen, da han bl.a. gjorde bønderne til frie borgere i 1788.

Ligeledes inddrager han den nordiske mytologi, ved i strofens sidste vers at sammenligne kong Fredrik med Frode Fredegod. Sidst nævnte var frugtbarhedsgud, og sås derfor som et tegn på fred og velstand.