Indledning
En majaften i tusmørke og forårsregn forlod den omsider sin moder.
Jorden var lun og våd, stængler og blade var våde, den gled med den største lethed i alle retninger på sin bane af slim, alle steder var lige gode, ypperlige, fordøjelige, den finraspede de allersarteste blade af skvalderkål under hækken, det grønneste af ærenprisen mellem jordbærplanterne og kunne selv om den var i den voldsomste voksealder sagtens tilbagelægge en dags- og natrejse på omkring 50 meter.
Uddrag
Alle vegne sporede den søstre og brødre, alle på vej til at udforske og drage næring på de dumdristigste steder, nogle spændte og svulne af gejlhed allerede, strækkende sig omkring hverandre med slim i slim, mens husene dunkede mellem blade og græs, ja højt oppe i traverne. Intet var i sandhed umuligt for en snegl.
Hvor højt verden end rakte og hvor langt, snegle ville nå derhen.
I august havde den allerede mange kilometer bag sig.
Den havde været over byens hovedgade i støv og tørhed, over flisefortovet og var kommet ind i apotekerens have, hvor den fortsatte østpå gennem postmesterens have, med et besøg i sveskeblommetræet, forbi tømmerhandlerens og godsekspeditionen med den varme trægavl mod syd og på tværs af hele jernbanelinjen.