Indledning
Barnet i graven er et eventyr, som er skrevet af H.C. Andersen i 1860. Genren er et eventyr, da personificeringen af døden er et ud af flere elementer i eventyret, som er overnaturlige. Derudover indgår der en morale i ”Barnet og graven”, som også er et genretræk hos eventyret.

Uddrag
kan trøste moderen. Faderen og de to søstre kan heller ikke selv få trøst eller nærvær fra moderen i begyndelsen af eventyret. Eventyret kan deles op i 3 faser; en klassisk hjemme-ude-hjemme model, hvor konflikten optrappes i ude-fasen, og hvor konflikten er endeligt løst i den sidste hjemme-fase.

Den første hjemme fase består i, at moderen er hjemme og ude af stand til at bearbejde sin sorg: ”I de tungeste Timer kunde hun ikke græde meer; hun tænkte ikke paa de unge Døttre hun havde, Mandens Taarer faldt paa hendes Pande, hun saae ikke op til ham; hendes Tanker vare hos det døde Barn” (s.1 l.16). Den første hjemme-fase er statisk, da der ikke sker noget nyt.

Således er konflikten ikke blevet løst endnu.

Ude-fasen består af moderens rejse hen til kirkegården, hvor døden udfordrer hende til at gå i døden med sin søn: ”»Ned til mit Barn!« gjentog hun og der laae en Fortvivlelsens Bøn deri. »Tør Du følge mig?« spurgte Skikkelsen. »Jeg er Døden!« (s. 2 l.53).

Konflikten består i, at moderen er på usikker grund, når hun bliver konfronteret med døden. Hun kan enten vælge at blive hos sin søn i dødsriget, eller hun kan vælge at forblive levende hos resten af familien. Heri består konflikten.