Indledning
Det med at gribe muligheden for at udtrykke sig selv, er sjældent noget kunstnere tøver med. Selvom det ikke passer fuldstændig ind i konteksten, kan man som individ stadig føle at man bliver nødt til at gribe muligheden for at sætte fokus på et problem der er større end en selv.
Da problemet var en racistisk indvandrer- og boligpolitik, så Jonas Eika sig nødsaget til at sætte fokus på dette i forbindelse med hans tale.
Optimer dit sprog - Klik her og bliv verdensmester i at skrive opgaver
Uddrag
De første tre afsnit af talen er en tak til de mennesker Jonas Eika på den ene eller anden måde associerer sig med, mens der samtidig lyder en passiv-aggressiv tone overfor alle dem han ikke siger tak til.
Tonen kommer til udtryk ved at han omtaler de mennesker han takker som ”mennesker som bruger deres kræfter, ikke for at tjene den herskende orden, eller for at indtage en lukrativ position i den (...) men tjener os alle og livet, i alle dets former, menneskelige såvel som ikke- menneskelige.”
Herefter skifter tonen klang til noget der er en del hårdere. Først går kritikken på den danske regering og Mette Frederiksen, der beskyldes for at føre en udlændingepolitik der ”splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre."
Herefter køres der også skyld over på andre politikere i Norden.
De beskyldes for at placere ”flygtninge og migranter i lukkede fængsler eller afsidesliggende lejre”9 hvor ”de bliver nedbrudt og syge.”
Til sidst runder han talen af med at opfordre til at dem der ”vil noget andet”11 gør en indsats og lærer at arbejde sammen for at gøre en forskel.
Jonas Eika bruger nogle stærke ord og formuleringer, der for de fleste vil sætte gang i følelserne. Det er derfor klart der bliver brugt en stærk patosappel.
Hvad der er bemærkelsesværdigt ved hans patosappeller er, at det ikke nødvendigvis er de samme følelser der vækkes hos alle, da mange af formuleringerne kan anses som kontroversielle.
Skriv et svar