Indledning
Novellen hedder Klokken, og er skrevet af H.C. Andersen. Novellen blev udgivet i 1845, i slutningen af Romantikken. Den blev udgivet i en periode, som vi kalder universelromantikken.
Universalromantikken er en delperiode i Romantikken, hvor grundtanken var, at der var en dybere mening bag alt. Man så gud overalt i sit skaberværk.
I historierne fra perioden, støder man derfor tit på, at alting er beåndet. Denne tankegang kaldes panteisme. Novellen er en klassisk novelle, med et én-streget handlingsforløb. Hovedpersonerne tager på en rejse, og der bliver gjort brug af hjem-ude-hjem.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Handlingsforløbet i novellen er kronologisk. Personkarakteriseringen er svag, da personernes karaktertræk ikke beskrives grundigt. H.C. Andersen gør brug af modsætningsloven
hvilket er et typisk eventyrtræk. I historien gør H.C. Andersen brug af tredjepersonsfortæller og en åben slutning. Vi ved ikke hvad der sker med de to drenge, når historien slutter.
I historien bruges den neutrale alvidende fortæller, ligesom mange andre af H.C Andersens værker. I historien er der to hovedpersoner, som er den fattige dreng og kongesønnen.
De to hovedpersoner kommer fra hvidt forskellige sociale klasser. Den fattige dreng lever i underklassen, mens kongesønnen lever i overklassen.
Omgivelserne beskrives igennem det meste af historien som idylliske, hvilket passer godt med, at den er skrevet i Romantikken.
Det gør at vi som læser, forestiller os noget magisk ved den her by og de ukendte klokker. Historien har temaet indsigt, da de handler om de to drenges søgen om indsigt i, hvordan verden hænger sammen.
Den sproglige stil i historien er sansende, da alting bliver beskrevet meget grundigt, med brug af sanser. Adjektiverne gør det nemt for os at danne billeder i hovedet.
Han gør rigtig meget brug af sproglige billeder. Naturen ses i den givne tid som et af guds smukkeste værker. Det bliver derfor beskrevet med lange og fantastiske beskrivelser.