Indledning
“Vandreren” er skrevet i 1887 af Henrik Pontoppidan og stammer fra novellesamlingen “Fra Hytterne”.
Han skriver under Det Moderne Gennembrud, og forholder sig kritisk til Romantikkens polerede syn på verden.
Ved brug af adskillige ironiske situationer i sin novellesamling, dannes der et alvorligt billede af, hvordan samfundssituationen står til.
Men er ens forestillinger om livet for det meste sande, eller er det hele bare en illusion? Fortællingen om vandreren behandler dette spørgsmål, og sætter spørgsmålstegn ved virkeligheden.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
“Vandreren” er et stykke kritisk realisme, og derved en typisk novelle fra perioden Det Moderne Gennembrud. Kritisk realisme indtrådte omkring år 1871, og indikerer at man skildrer den realistiske virkelighed og bliver kritisk over for denne.
Novellen sætter tidens samfund samt problemer under debat. Vandreren som er hovedpersonen, bliver præsenteret i starten af novellen “Der gik en Vandringsmand hen ad en opkjørt Markvej”
Han beskriver sine omgivelser meget dramatisk “Denne gamle Lidelses- og Kampplads”2 og “Sortblaa Snehimmel hængende som en Trusel ned over Jorden”, 3 selvom det i virkeligheden bare er kedelige marker og himlen han observerer.
Måden hvorpå han refererer til markerne som bondens gamle lidelses- og kamppladser, viser at han forestiller sig 1700-tallet som en krigszone med krige og svaghed.
Han beskriver også vilkårene for bønderne yderst kritisk.
Derovre paa den høje, golde Bakke havde Bondebyen ligget. De smaa Sænkninger hist og her i Jordsmonnet viste endnu Brøndenes Plads.
Spredt omkring disse havde Lerhytterne kigget frem, klinede til Bakkehældet ligesom Fuglereder; og inde i de smaa mørke, fugtige Rum, hvor Rotterne tumlede sig over Hoved og under Fødder, sad set arme, forkuede Folk ved sin Havregrød og Vallesøbe, bøjet af Værk, gnavet af Utøj — spidsende Ørene som en frygtsom Hund ved hver Lyd, der trængte herop fra Dalen.
Fortiden bliver generelt beskrevet meget barskt, grundet ordvalgene som “forkuede folk” og “bøjet af Værk, gnavet af Utøj”.
Samtidig bliver bønderne beskrevet som syndebukke, ved brug af “forarmet og forkuet” hvilket har negative medbetydninger såsom, at de er undertrykte.
Hvorimod vandreren beskriver sin egen tid som "Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens - Aarhundrede", og dermed mener, at der er sket store forandringer siden 1700-tallet.
Skriv et svar