Indledning
I 1800-tallet blev Europa kastet ud i Napoleonskrigene, hvor Frankrig og England var hovedaktørerne. I denne tid blev København udsat for et bombardement fra England den 3.-5. september.
Bombardementet blev af flere opfattet som en af de første terrorhandlinger rettet mod en civilbefolkning.
Det er bemærkelsesværdigt, at vi stadig i nutiden ser gruopvækkende eksempler på terrorhandlinger mod civilbefolkninger, som f.eks. den 11. september 2001.
Jeg vil undersøge de forskellige opfattelser af Københavns bombardement i 1807 ved at redegøre for de udenrigspolitiske årsager bag det og analysere C.W. Eckersbergs maleri "Byen brænder II" samt H.E. Peymanns rapport "Indberetning til Kronprins Frederik vedrørende Københavns bombardement og kapitulation" (8/9-1807).
Indholdsfortegnelse
Opgaveformulering
2 Indledning
3 Bombardementet af København
3.1 Danmark i 1700-tallet
3.2 Napoleonskrigene
3.3 Optakten til bombardementet
3.4 Bombardementet af København
4 Analyse
4.1 Kildekritisk analyse af C.W. Eckersbergs billede ”Byen brænder II”
4.2 Anvendelse af kilden i forhold til problemstillingen
4.3 Analyse af H.E. Peymanns ”Indberetning til Kronprins Frederik
vedrørende Københavns bombardement og kapitulation”
4.4 Anvendelse af kilden i forhold til problemstillingen.
4.5 Delkonklusion
5 Konklusion
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I juli 1807 modtog det britiske udenrigsministerium en meddelelse fra Wien om, at den danske flåde var under oprustning. "Dagen før havde han netop modtaget en meddelelse fra den kommende ambassadør i Wien, Lord Pembroke, om at den danske flåde var under oprustning."
Da tilliden til Danmark ikke var stor, og på grund af frygt for, at Danmark havde indgået en alliance med Frankrig og dermed kunne bruge den danske flåde mod England, sendte England en flåde til Østersøen.
Francis Jackson blev sendt til Danmark for at indlede forhandlinger med kronprins Frederik og udenrigsminister Christian Bernstorff.
Kronprinsen og udenrigsministeren var i hertugdømmet Holsten sammen med hæren på grund af rygter om, at Napoleon ville invadere området. Kronprinsen overlod derfor forhandlingerne til direktøren for udenrigsministeriet, Joachim Bernstorff.
Da Joachim Bernstorff ikke havde bemyndigelse til at træffe vigtige beslutninger alene, blev forhandlingerne langsommelige, da han efter hvert møde skulle sende alle forespørgsler og noter videre til kronprinsen og udenrigsministeren i Holsten for at få deres svar.
Den 22. juli modtog England et brev om, at Frankrig og Rusland nu havde indgået fred i Tilsit, og den britiske regering betragtede nu Danmark som en reel trussel.
Jackson skulle derfor præsentere Englands krav om, at Danmark skulle indgå en alliance med dem mod Frankrig og overgive deres flåde til England.
Jackson ødelagde forhandlingerne ved kun at kræve, at Danmark skulle udlevere deres flåde uden at tilbyde danskerne en alliance med England.
Det gjorde både kronprinsen og udenrigsministeren rasende, og kronprinsen gav heller ikke Jackson et entydigt svar på hans krav. "Uden at have givet Jackson et entydigt svar på ultimatummet, drog kronprins Frederik den 8. august til København."
Kronprinsen forsikrede kun Jackson om, at han ville være på slagmarken og kæmpe, hvis englænderne valgte at angribe. Kronprinsen udnævnte Peymann til øverstbefalende over sø- og landstyrkerne.
England sendte en sidste opfordring til Peymann om at overgive flåden til dem. Da England nægtede Peymann at rådføre sig med kronprinsen, måtte han afvise deres krav i henhold til proceduren.
Skriv et svar