Indledning
I hele 8 år, mere præcist 3096 dage eller 73.656 timer, befandt den østrigske pige Natascha Kampusch sig i sin kidnappers varetægt, uden nogen anelse om hvornår hendes fuldstændigt surrealistiske mareridt ville få en ende.
I sin selvbiografi deler den nu stærke unge kvinde sin historie om, hvordan hun overlevede disse år. Hun fortæller ikke kun om at undgå at blive slået ihjel af sin kidnapper, Wolfgang Priklopil, men også om den indre kamp og påvirkning på hendes psyke.
Hvordan overlever man så mange år undertrykkelse og ydmygelse og bevare sin menneskelighed på den anden side?
Denne uhyggeligt skræmmende og alt for virkelige fortælling, der blev udgivet i 2010, får os til at reflektere over, hvad der driver et menneske til at frarøve et barn dets identitet for at tilfredsstille sine egne behov.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Det sidste citat udgør også en forfatterkommentar fra Kampusch selv, hvilket er meget karakteristisk for denne genre, da det er en selvbiografi, hvor hun beretter om sine egne oplevelser og tanker.
Hun stiller også spørgsmål til sig selv, som hun efterfølgende forsøger at besvare. Bogen er derfor i høj grad præget af Kampuschs refleksioner over hendes egen psykiske udvikling samt hendes analyser af gerningsmanden.
Trods Priklopils forsøg på at gøre Kampusch fuldstændigt afhængig af ham, formåede han aldrig helt at knække hende.
Dette kan ses ved, at uanset hvor meget han mishandlede og undertrykte hende, nægtede hun konsekvent at kalde ham "herre" eller "maestro", uanset hvor meget han insisterede på det.
På side 140 finder man både en af Kampuschs psykologiske analyser af sig selv og en fantastisk beskrivelse af, hvordan hun har bevaret sin selvstændighed.
”Skabte han mig virkelig på ny? Når jeg stiller mig selv dette spørgsmål i dag kan jeg ikke give noget entydigt svar på det. På den ene side havde han fået fat i den forkerte person.
Jeg misforstod altid hans forsøg på at udslette mig og gøre mig til sin skabning. Han har aldrig knækket mig.” I hele bogen nævnes kidnapperens navn, Wolfgang Priklopil, kun få gange. Kampusch kalder ham konsekvent "Gerningsmanden."
Dette har en bemærkelsesværdig effekt, som tydeligt kan ses på side 185: ”Gerningsmanden havde revet mig ud af min verden og anbragt mig i sin egen.
Det menneske som havde røvet mig, som havde taget min familie og min identitet fra mig, blev min familie. Jeg havde ingen anden mulighed end at acceptere ham som sådan, og jeg lærte at glæde mig over tegn på venlighed og fortrænge alt negativt.”
Skriv et svar