Indledning
Livet kan være hårdt engang imellem og det går måske ikke altid som en dans på roser. Dog er det vigtigt, at vi kæmper videre
for at kunne se lyset på toppen af bjerget. Dette er noget som Ulla Dahlerup taler om i hendes tale til Dansk Folkepartis årsmøde i 2003.
Talen, der arbejdes med, er holdt af Ulla Dahlerup. Hun er født d. 21 marts 1942 i København, og er i dag 77 år gammel.
Hun er forfatter og journalist. Hun er vokset op på Testrup højskole, hvor hendes far var forstander. Hun har studeret på Bernadotteskolen og er feminist.
Hun var med i rødstrømpebevægelsen i 60’erne og 70’erne. Det var kvinder der bl.a. kæmpede for fri abort og ligestilling.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Hoveddelen af talen starter hvor hun siger “I de 35 år jeg har været udgående journalist..”, fordi her begynder hun at tale om Dansk folkepartis opture og nedture.
Hun begynder at tale om selve kødet på talen, hun begynder at tale om hvad talen egentlig handler om. I denne del af talen snakker hun meget om Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis leder.
Hun snakker om, at Pia Kjærsgaard ikke har fortjent alt det hun har været igennem, og prøver meget på at appellere til vores følsomme side, som så beviser at hun bruger patos i talen.
Hun omtaler Pia Kjærsgaard som “rystet og stille”, fordi hun den anden dag var blevet “overfaldet” af en antiracistisk flok på Nørrebro.
Hun prøver meget hårdt på at vi skal føle medlidenhed for Kjærsgaard, fordi hun har kæmpet sig gennem årene, som en såkaldt “Gøngehøvding med et løvehjerte” efter alt det had de har fået.
Det viser at Ulla Dahlerup på en eller anden måde holder med Dansk Folkeparti, og det afspejler hendes tale meget.
Skriv et svar