Indledning
Jeg ville gerne have skrevet en sang. På John Mogensens gamle schlager ”Der er fut i fejemøget, når Sofie smider tøjet”. Men jeg kunne ikke få det til at rime. Så I får det i prosa-form i stedet for.

Ved Zulu Comedy Galla d. 26. august 2020 holdt Sofie Linde en tale, der gav genlyd i det danske samfund.

Det særlige ved talen var, at Sofie Linde ikke bare leverede det veloplagte og underholdende værtsskab, som lå i hendes rolle, men også modigt brugte sin talerposition og sin personlige troværdighed til noget, der rakte ud over den konkrete situation, nemlig at pege på et ofte ignoreret problem: sexisme i mediebranchen.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Men der var ingen tvivl om Sofie Lindes samfundskritik. Som hun siger et sted i talen: ”Vi kan sagtens lege, at der ikke er forskel på mænd og kvinder i Danmark. Den leg kan vi sagtens lege. Det er bare ikke rigtigt. Det er bare ikke rigtigt.”

Min opgave i dag er at analysere talen, og det virker måske som at trække vingerne af en sommerfugl, men det er jo med den præmis for øje

at den gode tale er kendetegnet ved, at delene spiller sammen og gensidigt styrker hinanden, uden at man i øjeblikket nødvendigvis lægger mærke til de enkelte virkemidler.

Det mest karakteristiske ved Sofie Lindes tale er dens balancegang mellem det forventede og elementer af overraskelse.

Det kan jeg bedst forklare ved at sige noget om to af talens aspekter, nemlig hvordan Sofie Lindes lader sin egen ethos (personlige troværdighed) og situationen spille sammen og hvordan talen kobler indhold og struktur.

Talen virker i høj grad gennem samspillet mellem situationens krav og Sofie Lindes person. Helt i tråd med stand-up genren, som aftenen jo handlede om, tager Sofie Linde udgangspunkt i øjeblikket og i personlige oplevelser, som hun, vandrende frem og tilbage på scenen, fremstiller i en hverdagsagtig tone med adskillige humoristiske indslag – præcis hvad publikum forventer.

I personlige anekdoter bliver vi lukket ind i hendes privatliv, og der er elementer af selvudlevering, fx om den skønhedspleje, der ligger bag hendes pæne fremtoning.

Den joviale tone i ironiserende kommentarer om kendte personer som Thomas Blachman og Peter Aalbæk Jensen, der åbenbart kunne ”klimakompensere” sig ud af #metoo-anklager, er både sjov og har den brod, vi forventer af stand-up.

Men allerede tidligt i talen er der nogle ting, der stritter, som ikke så gnidningsløst lægger sig i komikkens spor. Tag nu bare det med de personlige forberedelser.

En ting er at indrømme brug af selvbruner, men at fortælle at man har fået en åreknude går på en eller anden måde udover, hvad man forventer af selvudlevering.

Det går liiiige det tættere på, end vi er vant til. På samme måde med at løfte op i kjolen. Er det uskyldigt klovneri, eller er det nærmest blufærdighedskrænkende?

Det er i hvert fald en meget insisterende påkaldelse af opmærksomhed på den kvindelige krop. Det vender vi tilbage til.