Indledning
På kong Harald Hårfagers tid kom en mand ved navn Halfred sejlende til Island og landede ved Bred-dalen neden for Fljótsdalsherred .

Med sig på skibet havde han sin kone og en søn, som hed Ravn-kel. Han var femten år, en lovende og dygtig ung mand.

Halfred byggede sig en gård. Om vinteren døde en udenlandsk trælkvin¬de, som hed Arntrud. Efter hende blev gården kaldt Arntrudssted.

Om for¬året flyttede Halfred sin gård nordpå over fjeldsletten og slog sig ned i Gededal. En nat drømte han, at en mand kom til ham og sagde:

„Det er meget uforsigtigt af dig, Halfred, at ligge her; flyt du din gård vestpå over Lagar¬fljót; der venter lykken dig.”

Derefter vågner han og flytter sine ejendele over Rangå til Tunge til den gård, der siden da har heddet Halfredssted. Her blev han boende, til han blev gammel.

På sin tidligere gård efterlod han en galt og en gedebuk. Samme dag som Halfred var draget bort, styrtede et fjeldskred ned over gårdens bygninger, hvorved de to dyr omkom. Af den grund kaldes stedet siden Gededal.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Torbjørn på Hól hørte om sin søn Ejnars drab. Budskabet mishagede ham i høj grad. Han tager sin hest og rider over på Adelból og beder Ravnkel om erstatning for drabet på sønnen.

Ravnkel sagde, at Ejnar ikke var den eneste mand, han havde dræbt, „og du kan ikke være ukendt med, at jeg ikke vil betale erstatning til nogen; det kommer folk til at finde sig i.

Alligevel vil jeg sige, at dette drab forekom¬mer mig værre end noget andet, jeg har forvoldt. Du har været min nabo i lang tid, jeg har kunnet lide dig, og vi er kommet godt ud af det sammen.

Der var heller ikke kommet noget al¬vorligt i vejen mellem mig og Ejnar, hvis han ikke havde redet på hingsten.

Men vi må ofte angre, at vi siger for meget; vi kommer sjældnere ud for at måtte angre, at vi sagde for lidt end for meget.

Jeg er nu villig til at vise, at jeg finder den gerning, jeg her har gjort, værre end nogen anden, jeg har øvet.

Jeg vil forsyne din hushold¬ning med malkekvæg i sommer og med kød af slagtet kvæg til høst; det vil jeg gøre hvert år, så længe du vil føre din egen husholdning.

Dine sønner og døtre skal jeg hjælpe dig med at sørge for, så de kan blive sendt velud¬styrede hjemmefra og komme i gode kår.

Og hvis du trænger til noget af det, jeg har rådighed over, så skal du sige til, og du skal fra nu af ikke komme til at savne noget.

Du skal føre dit eget hus, så længe du selv har lyst til det, men flytte herhen, når du bli¬ver ked af det, så skal jeg nok forsørge dig, så længe du lever. Lad os så være forligte. Jeg tror, de fleste vil synes, det drab har været mig vel dyrt”.

„Jeg vil ikke tage mod de vilkår,” siger Torbjørn. „Hvad forlanger du så?” siger Ravnkel. Da siger Torbjørn: „Jeg vil, at vi skal tage nogle mænd til at afsige voldgiftskendelse i vor sag.”

Ravnkel svarer: „Så vil det få udseende af at du er min ligemand og på de betingelser kan vi ikke bli-ve forligt.”

Så red Torbjørn bort og ned gennem herredet. Han kom til Laugarhus, træffer sin broder Bjarne, for-tæller ham, hvad der er sket, og beder ham yde sin bistand i denne sag.

Bjarne sagde, at han ikke følte sig som Ravnkels ligemand, „og selv om vi har rådighed over en del penge, kan vi ikke for alvor strides med Ravn¬kel, og det er et sandt ord, som siger, at den mand er klog, som kender sin begrænsning.

Mange, der har haft mere at råde over end vi, er ved retssa¬ger mod ham blevet indviklet i vanskeligheder. Jeg synes, du har vist ringe forstand ved at afslå så gode vilkår, og jeg vil ikke have med denne sag at gøre”.

Torbjørn kom nu med mange nedsættende ord om sin broder og siger, at jo mere brug der var for hans indsats, desto ringere var den. Han rider så bort, og de skilles temmelig køligt.

Han standser ikke, før han kommer ned til Leikskåle; dér banker han på døren. Der kom nogen til dø-ren, og Torbjørn beder om at komme til at tale med Sám.

Sám hilste venligt på sin frænde og bad ham komme inden¬for og blive. Torbjørn trak noget på det. Sám kan se på Torbjørn, at han ikke er glad, og spørger, hvad der er i vejen, og han fortalte så, at hans søn Ejnar var blevet dræbt.

„Det er ikke noget opsigtsvækkende nyt, at Ravnkel slår folk ihjel,” si¬ger Sám. Torbjørn spørger, om Sám ville yde ham nogen støtte.

„Sagen her er af den slags, at selv om jeg er den, der står den dræbte nærmest, har hugget ikke ramt fjernt fra dig.”

„Har du forsøgt at få oprejsning af Ravnkel?” Torbjørn sagde, som sandt var, hvordan det var forløbet mellem ham og Ravnkel.

„Jeg har aldrig før hørt om, at Ravnkel har givet nogen et tilbud som det, han har givet dig,” siger Sám. „Nu vil jeg ride med dig op til Adelból, og lad os være ydmyge over for Ravnkel og se, om han vil stå ved sit tilbud. Han viser sig nok medgørlig.”

„Det forholder sig sådan,” siger Torbjørn, „at Ravnkel sikkert ikke er villig længere, men jeg er heller ikke nu mere til sinds at tage mod hans tilbud, end da jeg red fra mødet med ham.”