Indledning
"Peter" udgør en del af en samling noveller skrevet af Merete Pryds Helle, med titlen "Ti fingre fra eller til," udgivet i 2002. Det førnævnte citat refererer til denne samling af noveller og de fællestræk, der binder dem sammen.
Disse noveller deler et centralt tema: beskrivelsen af menneskers bevidste og ubevidste valg, samt de tanker og følelser, der enten motiverer disse valg eller udspringer af dem. Disse skildringer tager afsæt i virkelige begivenheder.
Merete Pryds Helles forfatterskab kendetegnes af en leg med sproget og en overlegen beherskelse af forskellige stilarter. Dette træk afspejler sig også i novellen "Peter".
Her demonstrerer Merete Pryds Helle sin sikkerhed i stilen ved at fastholde en gennemgående tanke og idé gennem hele fortællingen, hvilket skaber en sammenhængende rød tråd.
Desuden sker der en skiftende synsvinkel i løbet af fortællingen, men da dette kun involverer én karakter, er overgangen stadig udført med en imponerende stilistisk selvsikkerhed.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I novellens dyb står den ældre dame fanget i en tåget labyrint af glemsel, hvor både stedet og årsagen til hendes tilstedeværelse er gået tabt i hukommelsens tåger.
Lægerne hævder, at senildemens har slået rødder i hendes sind, og når hun forsøger at hævde sin identitet som Peter, modtager hendes ord blot tvivl og forvirring fra dem, der skulle forstå.
Det første vindue til fortiden åbnes, når hun trækkes tilbage i tid gennem minderne om hendes fødsler. Hun væver en sammenkobling af disse begivenheder, som om de var knyttet sammen af usynlige tråde.
Dog er der én ting, der står stærkt og klart i hendes erindring, selv i denne tåge af glemsel.
”De kæmper hver sin kamp, barnet og hun. Men ingen af dem vinder. Tiden vinder, med sine alt for mange timer. Da hun endelig presser barnet ud, er det perlegråt. Lægen lægger det døde baren i hendes arme. Kinderne er fint hvælvede. Det er en dreng, og hendes skriv er tavse nu”6
I hendes erindrings dyb står det dødfødte barn, Peter, som en perle af minder, skinnende klart blandt det tågede glemsel. Selv blandt de andre fødsler, der tager plads i hendes mindespalte, viger mindet om dette barn ikke.
Antallet af de levende, hun har født, dinglede som spørgsmålstegn i horisonten, men et faktum troner urokkeligt: Peter, det dødfødte spædbarn, har indgravet sig som en titan i hendes liv. En byrde, som har været hendes trofaste følgesvend, urokkeligt og uafvendeligt.
”Det døde barn er der altid, sidder på hendes skulder og pudser sine vinger”7.
Det dødfødte barn, Peter, har trådt så dybt ind i spindelvævet af hendes liv, at hendes identitet sammenflettes med hans i en næsten uopløselig enhed. Som natten falder på, kalder han hende Peter.
Dette er ikke blot et tilfældigt kaldenavn, men hendes inderste navn ifølge hende selv. Dette skærer sig skarpt ud som en knivskarp erindring fra en ferie med hendes mand. Overbevisningen om, at han altid har kaldt hende Peter, er indlejret som en urokkelig tro.
En anden tætstrikket tråd i det komplekse tæppe af hendes liv er et glasskår fra en kaffekande. Dette skår bærer på sin egen stille betydning og historie, vævet ind i hendes eksistens som et ikon af symbolisme og erindringer.
Skriv et svar