Patienten | Analyse

Indledning
I 1960’erne skete der et stort gennembrud inden for lægevidenskaben, hvor man nu kunne transplantere nogle af kroppens mange organer.

Nogle transplantationer blev først mulige senere hen, hvor andre, som eksempelvis hovedtransplantationer, stadig er på forsøgsstadiet.

Der kan ligge spekulationer bag ved dette, omkring hvorvidt det bliver muligt at udskifte ethvert tænkeligt organ eller lemme i fremtiden, og om hvordan dette vil kunne udfordre ens syn på sig selv og sin identitet.

Ved at få udskiftet ens vigtigste organer, kan forestillinger som disse dannes, og et spørgsmål tegn ved ens identitet vil kunne blive sat. Det kommer Peter Seeberg ind på i novellen ”Patienten”.

Uddrag
Novellen har medsyn, eftersom at fortællingen følger handlingens kronologi og tempo. Dette ses blandt andet ved, at tiden flere gange skifter fra nutid til datid, som eksempel. (S.2. L.46-50)

”Jeg måtte anbringes i et apparat, som kaldes et kunstigt hjerte, der gør hele arbejdet for det ødelagte organ. […] hvad jeg er inderligt taknemmelig for.

”Idet at fortælleren anvender ordet ”nu”, forstærkes følelsen af at handlingen sker her og nu. Derudover har novellen også bagsyn, eftersom at fortælleren beretter en handling, som har fundet sted.

Dette ses blandt andet i begyndelsen af novellen, hvor fortælleren ser tilbage på operationerne, som fjernede hans arme og ben.

Hertil kunne et eksempel være. (S.1. L. 4-6) ”Da lægerne første gang stiftede bekendtskab med min sygdom […] hvor proteserne jo ikke mere var en lidelse, som i træbenenes dage, men snarere en lettelse.

” Idet at fortælleren anvender ordet ”da”, kigger fortælleren tilbage på en tid, der ligger forud for, hvor han befinder sig.

Novellens fremstillingsform viser et overblik over handlingen og dermed er den panoramisk, da scenerne er beskrevet på en sådan måde, at de kan sammenlignes med, når kammeraet i en film zoomer ud og panorerer hen over scenen.

Et eksempel på dette ses på (S.1. L. 24-27) ”Efter min sidste operation, hvor jeg havde fået mine nye arme, […] som jeg lærte mig til større og større fuldkommenhed” I eksemplet forkortes et helt år ned til en sætning, som gør at handlingsforløbet nemt kan overskues.

Novellen anvender også dialog, hvilket gør at handlingen bliver dramatiseret. Dialog kaldes også for direkte tale og ses deriblandt til slut i novellen. (S.4. L.91-92)

””Kan du kende mig,” siger jeg hver dag til min hustru, når hun kommer. ”Ja, det kan jeg da,” svarer hun og stryger mig over håret.” Samtalen viser hvordan hovedpersonen og hustruens forhold er, og hvordan han spejler sig i hende og hende svar.

Hovedpersonen i novellen er en mand. Han er patient i novellen og har sygdommen almindeligt bortfald. Hovedpersonen går meget og tænker over, hvem han er, og hvad de mange udskiftninger af organer og lemmer gør ved hans selvforståelse. (S.2. L.53-56)

”Jeg tænker på mit liv, om det er mit, eller om det tilhører lægerne […] Hvor meget kan man da reducere et menneske uden helt at gøre det til noget andet?

” Hovedpersonen udtrykker sprogligt sin tvivl om sin identitet, ved at stille eksistentielle spørgsmål.

Dette ses blandt andet i afsnittet til sidst i novellen, hvor hovedpersonen gang på gang søger svar på hvem han er, fordi han er blevet i tvivl om hans identitet efter at have mistet mange af sine kropsdele.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu