Patienten | Analyse

Indholdsfortegnelse
Personkarakteristik
Personerne er anonyme
- Virkning
Forholdet mellem fortælleren og lægerne er ulige
Forholdet mellem fortælleren og hustruen bekræfter fortællerens identitet
- Miljø
- Sproget
- Fortælleteknik

Komposition
- Fortolkning og Budskab
- Perspektivering

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Den vigtigste person i ”Patienten” er fortælleren. Han er en mand, der har sygdommen ’almindeligt bortfald’. Vi hører i novellen om, hvordan han mister først ben, så arme og så flere og flere kropsdele og organer.

Fortælleren i novellen har umiddelbart en stor tiltro til lægevidenskaben. Han anser hospitalet som et ”kært hjem”

og han fortæller, hvordan han ”beundrer lægekunsten, jeg er den dybt taknemlig, den skylder jeg mit liv og mit velvære”. Vi får indtryk af, at han generelt tror på hospitalssystemet.

Fortælleren opdager dog også, at lægevidenskaben ikke kan svare på de spørgsmål, som han har omkring sin identitet.

Han har fået udskiftet sit hoved, fordi ”lægekunsten ønskede at fejre en triumf”, men lægekunsten kan ikke svare på, om hans tanker stadig er hans egne eller den forrige ejer af hovedets.

---

De anonyme personer gør, at vi føler, at novellen handler om almindelige mennesker. De har ingen navne, og derfor kunne novellen i princippet handle om hvem som helst.

Novellens handling kommer på den måde tættere på læseren, fordi vi kan spørge os selv, om fortællerens sygdomsforløb kunne ske for os.

Novellens handlingsforløb er dog så absurd, at vi hurtigt kan svare nej på det spørgsmål. De anonyme personer er faktisk i stedet med til at fremmedgøre læseren, fordi vi ikke kan sætte os i personernes sted.

Vi får svært ved at forstå fortællerens sygdomsforløb, for forløbet er så mærkeligt og voldsomt.

Det betyder, at vi kan spørge os selv, om novellen måske har et dybere lag, hvor vi alligevel kan identificere os med fortælleren, selvom vi umiddelbart ikke kan identificere os med personerne.

Det kan godt fx være, at vi kan forholde os til fortællerens filosofiske og eksistentielle spørgsmål, selvom vi ikke kan forholde os til, at han har mistet så mange kropsdele.

Brugen af anonyme personer gør også, at vi bliver opmærksomme på de roller, som de indtager overfor hinanden i novellen.

Fortælleren indtager fx rollen som patient, og han bliver i løbet af novellen mere og mere påvirket af denne rolle. Det er også det, der gør, at han begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvem han er.

Vi hører aldrig fortællerens navn i novellen. Det betyder også, at vi som læsere kun kender ham som en patient. Han bliver defineret af den rolle, som han indtager i hospitalssystemet.

Han viser os dog også med sine mange eksistentielle spørgsmål, at han stadig er et levende og tænkende individ, selvom han defineres så meget ud fra sin patientrolle.

Vi kan derfor overordnet sige, at de anonyme personer peger på tekstens tema, som er identitet og eksistens.