Indledning
”Gud bevare Danmark” er en ikonisk sætning størstedelen af den danske befolkning kender. Vi hører den år efter år, hver gang, på den samme dag.

Nemlig i Hendes Majestæt Dronningens årlige nytårstale. For nogle er det en tradition at samles for at se den live i tv, mens andre finder den mindre interessant.

Uanset hvilket forhold man selv har til nytårstalen, kan det ikke benægtes, at den stadig har stor kulturel betydning for Danmark.

Dronningens nytårstale fra 2011 følger den samme formel som de forrige. Hvert år nævner hun de store politiske og historiske begivenheder, der er sket i Danmark i årets løb, samt hendes egne oplevelser og sin egen familie.

Gennem nytårstalen taler Dronning Margrete direkte til den danske befolkning. Talen er hverken en politisk tale eller en informativ tale, men nærmere en lejlighedstale, hvis formål er at forene danskerne.

Uddrag
Inden Dronningen afholder sin tale, har man som modtager allerede en del forventninger. Hun besidder således allerede appelformen etos, mere specifikt forventningsetos, både i form af titel, erfaring og image.

Dronningen har sin officielle titel som Danmarks regent, hun har allerede holdt sin nytårstale adskillige gange før, og har sine klassiske genkendelige karaktertræk; en rank holdning, er fint klædt på og har perfekt opsat hår.

Hun har rolige og præcise bevægelser. Det øjeblik talen starter, bliver forventningsetos indfriet, og situationsetos begynder.

Når hun derfor mister overblikket eller fumler med talekortene, mister man lidt af troværdigheden af hende.

I sin tale forholder Dronningen sig politisk upartisk, og kommer med meget generelle udmeldinger som hele befolkningen kan identificere sig med.

Hun taler til hele nationen som deres regent, og gør derfor brug af ordet vi, for at skabe sammenhold og en fællesskabsfølelse.

”Som samfund må vi ikke grave os ned i bekymringerne, men derimod se problemerne i øjnene og gøre noget ved dem.”

Denne udtalelse er subjektiv, men den er på ingen måde radikal eller kontroversiel. At vi ikke skal gemme os for vores problemer, er en generel accepteret idé, som størstedelen af befolkningen i forvejen er enige i.

I talen benytter Dronningen sig meget af appelformen patos, eks.: ”Vi har før mødt modgang, og vi har før set, hvordan vi kunne stå en krise igennem ved at bide tænderne sammen, støtte hinanden og ikke give op.

Fællesskabet er et bærende element i vort samfund, men fællesskabet eksisterer bedst der, hvor hver enkelt føler det naturligt at yde sit.”

Ord og vendinger som krise, støtte hinanden, ikke give op og fællesskab, er alle sammen værdiladet.

De har alle sammen enten en positiv eller negativ konnotation, som skal vække en følelse hos modtageren.

I et andet afsnit taler hun om, hvordan det nye år er mulighedernes år, ”Dog, uanset hvilken alder man har, vil et nyt år altid være mulighedernes år

og er man nået op i den ældre alder, kan livserfaringen være en ballast i mødet med et nyt år og en ny tid, uanset om det er præget af alvor eller optimisme.”

Hun bruger ordene mulighedernes år til at motivere folk, så de kan klare det nye år, uanset hvad det bringer.