Indledning
Dronning Margrethe debuterede med sin første nytårstale i 1972, da hun besteg tronen som Margrethe 2. af Danmark, ved sin fars død den 14. januar 1972.
Hun blev udråbt som dronning fra Christiansborg Slots balkon af statsminister Jens Otto Krag den 15. januar 1972. Dronningen valgte som valgsprog: Guds hjælp
Folkets kærlighed, Danmarks styrke. Dronning Margrethe er i virkeligheden kun den første dronning af Danmark med dette navn.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Nytårstalen er opbygget efter en klassisk komposition, bestående af en indledning, en midterdel og en afslutning.
Det kan konkluderes fra indledningen, at talen er rettet til alle, både unge og gamle "Året har 365 dage; det er ens for os alle
men hvor virker der forskelligt, når man er barn eller ung, og når man er blevet voksen og efterhånden ældre.(...) Dog, uanset hvilken alder man har, vil et nyt år altid være mulighedernes år(...)"(Ibid,afs. 1 og 2).
Med disse ord vil hun sige, at man skaber sin egen fremtid, men man skal være villig til at arbejde hårdt og tage chancen, når den kommer. Hun fortæller, at der er alvorlige tider
og at den globale økonomiske krise påvirker alle dele af samfundet negativt. Mange arbejdspladser må lukke ned, fordi væksten er gået i stå, og at det er svært at finde arbejde og at få en uddannelse
der kan hjælpe de unge mennesker at komme ind på arbejdsmarkedet. Der er mange arbejdsløse, der frygter for deres familie.
Dronningen Margrethe 2. understreger i sin tale, at selvom ”tiderne er usikre”(Ibid, afs.7), og man bekymrer sig om de nye udfordringer, man skal ikke lade tingerne at ”føre til handlingslammelse”(Ibid, afs.7).
”Gør tidernes ugunst, at man ikke kan finde arbejde inden for sit felt, skal man måske finde nye veje, det har mange prøvet i tidens løb. For de unge kan det gælde om at finde et andet spor
hvis man ikke kommer ind på sin ønskeuddannelse. Måske skulle man flytte til en anden by eller en anden landsdel, hvis mulighederne for arbejde eller uddannelse er bedre der.”(Ibid, afs.11).
Skriv et svar