Indledning
Tiden er noget ganske særligt, som vi alle må lære at tilpasse vores liv efter. Ja, tiden den kommer og går, den er som sagt af den dansk forfatter Benny Andersen ”en underlig størrelse”.

Men nu hvor endnu et år er gået, er tiden nu kommet til den tid på året, hvor kalenderen siger den 5. juni, og fejringen af den danske grundlov finder sted.

Traditionen tro medfører det statsministerens grundlovstale. Grundlovsdag 2020 holdt statsminister, Mette Frederiksen, en tale, hvor hun, udover at fejre det danske demokrati, også brugte lejligheden til at forholde sig til alt den kritik

Mette Fredriksen og regeringen har fået de seneste uger i forhold til de beslutninger, der er blevet taget i forbindelse med nedlukningen af Danmark.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Tilsammen udgør påstandene hendes overordnede synspunkt. Hun underbygger sine synspunkter med en række belæg i teksten, som primært består af eksempler fra hendes egen hverdag.

Det første eksempel på belæg er i begyndelsen af talen, hvor hun henviser til at hun er et helt normalt menneske der også kan lave fejl: ”Glemmer en vigtig pointe eller noget helt fjerde.” (11-12).

Med denne mening understeger Mette Fredriksen, at hun selv har gjort sit bedste. Når hun skiver sådan, overbeviser hun læseren om, at hun er et helt normalt menneske, der også kan begå fejl.

Et andet eksempel er, at ”konklusionen bliver derfor at vi må sige tingene som de er ”. Når hun siger sådan i talen, passer det godt overens med, at hun indrømmer overfor danskerne, at ”hun aldrig har været så i tvivl som dette forår”.

For at modtagerne bliver endnu mere overbeviste om, at det ikke bare er noget hun siger, og at de virkelig har gjort alt det de kunne for at vi på bedste vis, kunne komme igennem denne krise, kan man mellem linjerne antyde hjemmel, som er den der binder hendes påstande og belæg sammen.

Hjemmelen i talen er, at de har gjort det på den her måde og det er den rigtig måde for Danmark. Der er ingen der kan påstå, at det er forkerte valg hun har truffet, da det er en situation ingen har prøvet før.

I talen udtrykker Mette Frederiksen hendes rolle som statsminister, idet hun anvender appelformerne etos og patos.

Hun anvender etos, nærmere sagt situationsetos, idet hun ikke kun taler som statsministeren, men også som en helt almindelig dansk samfundsborger.

Derfor bliver talen mere personlig, da hun inddrager sine egne erfaringer, fx idet hun siger, at hun aldrig nogensinde før har været så meget i tvivl, som i dette forår (29-30).

Hun styrker ligeledes sin troværdighed som statsminister, når hun fremstiller sig selv som et helt almindeligt menneske hvor tvivlen også kan opstå i en.

Hun fanger tilhørerne, ved at appellere til deres følelser og overbevise dem om, at man kan klare vanskelige kriser, hvis man som land bare står samme, også selvom man ikke har den sammen politiske overbevisning, takket være, at vi er et land med demokrati.

Hun forsøger således at styrke sin argumentation og sin troværdighed vha. at benytte sig af autoritetsargumentation, i og med at hun henviser til at det selvfølgelig er naturligt

at det som statsminister er hendes opgave at stå forrest og dermed påtage sig ansvaret og bevare roden i en vanskelig coronakrise.

Det ses på side 3 hvor hun henviser til den almindelige sunde fornuft, og at selvom partierne er partipolitisk uenige så har de ”delt det samme ønske om at få os så hurtigt og så godt som overhovedet muligt igennem krisen.” (75-76).