Indledning
Titlen "Eau De La Vie" eller "Livets Vand" refererer til en fascinerende newzealandsk kortfilm fra 1993, skabt af Simon Baré.
Denne film udfordrer seernes sind ved at bevæge sig på kanten mellem surrealisme og groteskhed, hvilket portrætterer virkeligheden i sin mest morbide form.
Kortfilmen er dybt samfundskritisk, og for at forstå dens relevans og dramaturgi skal man perspektivere den til virkeligheden.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Catherine udfordres af filmens stemning. Kortfilmen fastholder den mere fornemme atmosfære, og hun havner i en kamp mod sin egen beslutsomhed i en "Point of no return"-scene.
Hun er som metal, der tiltrækkes af to poler (sociale klasser), men før eller siden vil den ene pol tiltrække Catherine.
Her har vi vores store konflikt, som vi som seere har længtes efter, og derfor har filmen automatisk et højt spændingsniveau.
Mens begge sociale klasser kæmper om at have mere ret, står Catherine over for en meget svær beslutning.
Vil hun opgive sin luksuriøse status for at være ligestillet med en almindelig familie, eller vil hun "go with the flow"?
Konfliktens intensitet stiger frem og tilbage. Catherine bliver gentagne gange mindet om fordelene og ulemperne ved at vælge middelklassen og fristes af luksuriøsiteten.
Vi sidder på kanten af vores stole som seere og forsøger på bedste vis at påvirke Catherine til at træffe det rigtige valg.
Intensiteten er på sit højeste, og intrigerne udfolder sig perfekt i takt med at virkeligheden forvrænges.
Vi får dog en konfliktløsning, da Catherine får skabt sig et overblik og overvinder den tvivl, som presset fra Sarah og Grant har skabt.
Virkeligheden rammer hende som et slag, den hårde kynisme fremkalder kvalme hos Catherine, hvorefter Grant og Sarah beder hende om at forlade bordet og dermed den sociale klasse.
Grant udbryder: "Du er virkelig vulgær", hvilket åbner Cathrines øjne. Hun går ind i en ensom kamp mod kynismen, hun opnår retfærdighed, men taber den overordnede kamp mod kynismen.
Jeg vil vove at påstå, at spændingskurven konstant stiger.Catherine fremstår som en uskyldig sjæl. Hun er også ukendt.
Hun skifter mellem at tilhøre forskellige sociale klasser - hendes menneskesyn er en blanding af standarderne fra begge klasser.
Hun kan se det forkerte i overklassens kynisme, men samtidig ønsker hun at bevare de luksuriøse goder, der følger med overklassen.
Vi kan konkludere, at Cathrines beslutningstagning ikke er imponerende, og at hun dybest set ikke er en stærk person.
Skriv et svar