• Dansk
  • Uddannelse: HHX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 1368

Indledning
”Kvinder udretter aldrig rigtigt noget vigtigt.” sådan indleder Christina Yoon Petersen, selvstændig, CFO og projektøkonom, sin opinionsartikel i Politiken.

Christina Yoon Petersens gennemgående påstand i opinionsartiklen er at kvinderacen generelt og dens eksistens er til spilde i nyere tid.

Modsat dengang hvor patriarkatet var langt stærkere, og kvinderne havde ”noget at kæmpe for”. Her referer hun for et eksempel til rødstrømpebevægelsen i 1960’erne , der ifølge hende faktisk kæmpede for noget.

Som kontrast nævner Christina Yoon Petersen de opdigtede ”2013-søstre” . Her hentyder hun til de nutidige kvinder, som hun mener forlænger forærede privilegier.

Hun hentyder her til lov, der i 2013 trådte i kraft vedrørende antal kvinder i virksomheders bestyrelse.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Tekstens indhold og emne er yderst relevant og aktuelt for året 2013. Her trådte en lov i kræft om et krav på en målsætning om antal kvinder i bestyrelser.

Dette lovtiltag var der i 2013 og stor debat om. Desuden er emnet stadig relevant i dag, da man nu snakker om decideret at indføre kønskvoter i bestyrelser.

Vinklen er dog stærkt påvirket af skribentens bias. Christina Yoon Petersens holdninger skinner tydeligt i gennem og artiklen er helt klart subjektiv.

Der er ingen rygdækning eller kilder listet. Artiklen er derfor udelukkende baseret på Christina Yoon Petersens holdning og egne meninger, da hendes kvalifikationer ikke er relevante inden for dette emne.

Desuden var Christina Yoon Petersen også medlem af politiske parti Liberal Alliance , som bekendt deler samme holdning som hende selv.

Dog er hendes kvalifikationer relevante i forhold til hendes holdninger og opfattelse af en ”engageret kvinde”.

Christina Yoon Petersen har selv formået at arbejde sig op til en direktørstilling og har derfor den opfattelse, at det er muligt men blot hårdt arbejde.

Desuden omtaler hun hårdtarbejdende kvinder som det eneste rigtige, altså det hun ser sig selv som.

Gennem tekstens sprogbrug er det også tydeligt at se, at hun distancerer sig fra de nutidige kvinder, på trods af selv at være en kvinde.

Når hun omtale nutidige kvinder bruger hun stedordet ”de”, og fraskiller sig dermed fra ”dem”. Hun er i opposition med ”dem” og er i hvert fald ikke en del af ”dem”.