Indledning
I slutningen af februar indgik afghansk Taleban og USA første del af en fredsaftale, der skal føre til, at de amerikanske kamptropper trækkes ud af Afghanistan og at Taleban bliver allieret med USA i bekæmpelse af al-Qaeda, Islamisk Stat og andre militante jihadgrupper.

Er det vejen til fred eller til et nyt Taleban-regime, som krigen startede med at bekæmpe i 2001? Eller vil Kina tage over, hvor USA slipper?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Det gik efter planen og ved juletid 2001 var krigens mål opnået: Taleban var fjernet fra magten og på vild flugt, bl.a. til Pakistan, al-Qaedas tilholdssteder var bombet væk og de medlemmer, der hverken var dræbt eller sendt til Cuba, havde søgt tilflugt i Iran og Pakistan og var derfor ikke længere i Afghanistan.

Men et tredje mål med krigen var kommet til, nemlig at tilvejebringe demokrati i det krigsplagede land. Demokrati ville være det bedste bolværk mod, at al-Qaeda kunne komme tilbage og igen blive en global trussel, mente man i Vesten.

Men man gjorde regning uden vært: de militser fra Nordalliancen, som havde hjulpet med at indtage Kabul, forblev bevæbnede militser, som deres ledere kynisk brugte i magtspillet i Kabul.

Korruptionen voksede eksplosivt, og den enighed, man sporede i den afghanske befolkning efter Talebans fald, om at skabe et nyt og velfungerende Afghanistan blev hurtigt opløst i allehånde sekteriske konflikter.

Samtidig begyndte USA at miste interessen, fordi en krig mod Irak var rykket højt op på dagsordenen. Da man i 2005 igen kastede sin interesse mod Afghanistan og besluttede, at Nato skulle have et større ansvar og derfor rykkede ind med øgede styrker i 2006

var afghansk Taleban kommet tilbage og bekæmpede indædt såvel styret i Kabul som koalitionens tropper. Også al-Qaeda havde reorganiseret sig i Pakistan, hvorfra de støttede Taleban.

Siden er det kun gået op ad bakke for de amerikanske styrker og Nato-koalitionen. Utallige planer, nye strategier, omrokeringer og forhandlinger med og støtte til styret i Kabul gav gang på gang anledning til at udsende optimistiske meldinger fra de vestlige hovedstæder om, at nu gik det i den rigtige retning.

Der blev talt meget om brønde og pigeskoler, men lige lidt hjalp det: Taleban blev ved at gøre modstand og satte sig på større områder og genindtog de byer koalitionen med store tab havde erobret.

Forsøg på at få Pakistan til at opgive sit dobbeltspil, hvor pakistanerne på den ene side forsikrede USA, at de ville bekæmpe afghansk Taleban og al-Qaeda og smilende indkasserede milliarder af dollars i militær støtte for på den anden side at hjælpe det afghanske Taleban med at have hemmeligt hovedkvarter i Pakistan og give dem frit lejde over grænsen til Afghanistan, førte ingen vegne hen.

Barack Obamas massive dronekrig i de pakistanske stammeområder dræbte ganske vist mange al-Qaeda ledere og desværre også mange civile, men uden det hjalp synderligt på situationen i Afghanistan, hvor Taleban ufortrødent fortsatte kampen.