Indledning
Jeg sidder foran mit skrivebord med en kop sort kaffe og skal til at forberede mig på at reflektere og filosofere over synspunkter, som skal anvendes i mit kommende essay.
Helt ærligt er jeg bare træt og sidder lidt og hænger med hovedet. Jeg kan ikke helt finde drivkraften til at tænke og reflektere over tingene, men jeg ved, at der er en deadline, der skal overholdes.
Det ville være meget nemmere, hvis jeg bare kunne skrive fiktion – så kunne jeg selv opdigte og dermed gøre min indledning og resten af opgaven mere fængende ved brug af virkemidler.
Måske er det sådan, at autofiktion opstod? At der et sted i verden sad et menneske, som ville gøre sin livsskildring mere interessant og fængende, og at resultatet af personens værk dermed endte i en blanding af fiktion og selvbiografi – autofiktion.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Hans brug af fiktion blev til virkelighed, og gjorde det svært at bedømme, hvorvidt det hele var sandt, noget af det var sandt, eller om det hele bare var en stor løgn.
Historien kan blive tolket på forskellige måder, og eventuelt gøre faderen til en værre person, end han i virkeligheden er. Der er kun en fortæller, og det er ud fra den persons synsvinkel, at vi tolker på historierne og skaber os et indtryk af deres liv.
Dette er en af konsekvenserne af autofiktion, som er med til at gøre folk bange for genren.
Fortælleren har magten over historien, og kombinationen af de selvbiografiske træk og kunstnerisk frihed skaber en usikkerhed i folk og en tvivl om forholdet til virkeligheden.
Autofiktion er en envejskommunikation, hvor det er fortælleren, som er ansvarlig for historien, der bliver fortalt.
Som forfatter har man et stort ansvar for, hvad man udgiver. I autofiktion og andre lignende genrer skal man skrive ærligt, især når autofiktion tager udgangspunkt i forfatterens egne oplevelser og erfaringer.
Skriv et svar