Indledning
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) burde udvise tillid til, at voksne mennesker selv er i stand til at vurdere, hvilke ‘prøvelser’ de kan klare her i livet.
Sådan lyder det fra den kendte imam og religionssociolog Sherin Khankan, efter Inger Støjberg i et debatindlæg i dagens BT skriver
at muslimernes fastemåned ramadanen kan være direkte farlig, hvis for eksempel en fastende buschauffør sætter sig bag rattet.
»Jeg ville ikke være utryg ved at køre med en fastende buschauffør. Man lærer jo at mestre fasten. Man lærer at flytte sit fokus,« siger Sherin Khankan, som selv har fastet, siden ramadanen begyndte den 15. maj.
»Man træner sig selv i at flytte fokus fra de ydre behov til noget, der er større. Det handler om mestring, og det bliver en slags meditation, hvor man henter styrke i, at så mange muslimer verden over er fælles om det.
Det giver en følelse af, at være en del af et større fællesskab, og det træner evnen til at være tålmodig og taknemmelig.
Ramadanen handler om at vække det generøse menneske,« siger hun og tilføjer, at helt almindelige, dagligdags gøremål også fortrænger følelsen af sult og tørst.
»Lige nu har jeg for eksempel travlt med at servere mad for mine fire børn og en kammerat, der har sovet her. Og så bader jeg i havet hver dag. Det hjælper mig rigtig meget.«
Indholdsfortegnelse
Kendt imam beroliger Støjberg: Sådan klarer vi fasten
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Så selvom langt størstedelen af den muslimske befolkning ønsker fredelige og gode liv i sameksistens med andre mennesker, så opstår nogle gruppedynamikker og loyalitetskonflikter.
Det er derfor, at flere hundrede muslimer dukkede op til begravelsen af terroristen Omar el Hussein, som dræbte to mennesker.
De er ikke nødvendigvis alle terrorsympatisør, men fordi Omar el Hussein var muslim, mødte de op. Det er ikke ualmindeligt at gå til begravelse hos en ' bror' eller ' søster' i islam, selvom man ikke kender vedkommende.
Så for at vende tilbage til situationen i Afghanistan må vi forstå, at Talibans magt også ligger i den religiøse identitet.
Man taler her i Danmark tit om muslimske kvinder, der undertrykkes af muslimske mænd. Men den religiøse, sociale kontrol gør netop, at kvinden faktisk selv holder sig nede og ikke selv opfatter det som undertrykkelse.
Det ses, når vi hører muslimer skælde ud på samfundet, fordi de føler sig ekskluderet, men samtidig på intet tidspunkt stiller sig kritisk over for, at deres egen religiøse overbevisning begrænser dem i at deltage i samfundet.
Det er ikke, fordi samfundet ikke vil dem, men fordi de holder sig selv nede med et tankesæt præget af islam.
Eller når vi i disse dage ser debattører med afghanske rødder i Danmark, som i årevis har skældt ud på dem, som påpegede, de ikke var danske
sidde på landsdækkende tv og nærmest bebrejde Danmark for at lade ' deres afghanske folk' i stikken. De burde være ærlige og kritiske over for den manglende vilje til demokrati fra det afghanske folk og islams indflydelse på dette.
Og man kan være sikker på, at stiller en person med afghanske rødder sig op og påpeger dette, vil han/hun blive forsøgt tiet og anset som forræder.
Vi er i Danmark nødt til at være langt mere kritiske over for den evige romantisering, som især de såkaldt moderate muslimer i årevis har fyldt os med.
Det er uansvarligt og bunder i en frygt for at bryde fri af islams religiøse sociale kontrol, og derfor er det for dem mere behageligt at forsøge at ride på to heste gennem livet.
Men konsekvenserne deraf rammer ikke kun dem selv, men også alle andre. Den fredelige majoritet af muslimer er irrelevant
så længe ideologien er den samme. Nok kan man kalde sig muslim og være et fredeligt menneske, men man lukker altså islam ind ad bagdøren.
---
Den lettere ufine måde at betegne indvandrere og efterkommere, som er velintegrerede, nærmest assimilerede, og som lever op til idealet om at uddanne sig, tilegne sig danske normer og spise flæskesteg og frikadeller.
Jeg er en af dem. Men selv om jeg ikke er målet, når Mette Frederiksen taler om, at vi skal utryghedsskabende indvandrerdrenge til livs, gør det mig vred, trist og magtesløs, at den indvandrerfjendske retorik er blevet så legitim selv i landets top.
PÅ PAPIRET ligner min familie mange andres - vi ligger nok endda i den mere velstående ende af spektret. Jeg har to forældre i 60' erne, der begge arbejder i chefstillinger, bor på Amager og har et sommerhus på Sjælland.
Min storebror er journalist, gift med en læge, har to børn og bor på Nørrebro. Og så er der mig, som er universitetsuddannet, arbejder i staten, er gift med en programmør og bor på Vesterbro.
På mange måder er vi set udefra en helt almindelig dansk familie. Men vi er også iranere, og vi er også flygtninge.
Mine forældre endte lidt tilfældigt i Danmark i 80' erne efter en hæsblæsende flugt fra præstestyret i Iran. Med sig havde de min storebror på to år.
De boede blandt andet i Sandholmlejren og på et flygtningeskib på Langelinie, inden de fik deres første bolig i Mjølnerparken.
Skriv et svar