• Dansk
  • Uddannelse: HHX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 1437

Indledning
Den litterære selvfremstilling ”Færdig med Eddy Belleguele” er skrevet af den nu 29-årige forfatter Édouard Louis - der førhen hed Eddy Belleguele.

Denne autofiktive roman blev udgivet den 13. februar 2013. Romanen skildrer forfatterens personlige beretning af sin opvækst på samfundets bund i den nordlige udkant af Frankrig.

Allerede tidligt i Bellegueles barndom opdager han at han afviger de traditionelle normer om kønsroller og seksualiteter i det patriarkalske samfund præget af social arv.

Konsekvensen af dette blev mobning og udstødelse af familie, venner og omgangskreds. Fortællingen omhandler en ung mønsterbryder, der flygter fra sin barndom fyldt med intolerance og skam

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Hvortil udtrykket ”Hellere for tyk end for tynd, så dør man da ikke af sult.” (Louis, 2013, s. 14) opstod. Modsat var Belleguele, som ofte blev omtalt som ”... skelettet…” (Louis, 2013, s. 14)

desuden var han mere feminin og følsom sammenlignet med de andre. Dette førte til udskamning og stigmatisering, i form af både psykisk og fysisk mobning.

”Jeg har ingen lykkelige minder fra min barndom” (Louis, 2013, s. 11) citatet demonstrer hvordan forkerthedsfølelsen stadig krænker ham, når han kigger tilbage på hans barndom.

Hans barndom var proppet med kronisk skam, skam for at være sig selv. Denne skam var en del af hans personlige identitet, som ofte medførte en lammende effekt i situationer hvor hans anormaliteter blev udpeget.

”Skældsord og slag vekslede mellem hinanden, og jeg tav stadig” (Louis, 2013, s. 16). Skoletiden var præget af ydmygelse, underlegenhed og afmægtighed.

Skolegården repræsenterede resten af verden. ”Os småfolk er der ingen, der interesserer sig for, specielt ikke de rige” (Louis, 2013, s. 13)

dette skildrer familiens placering i det sociale hierki, underklassen. Især to drenge participerede med degraderede bemærkninger, såsom ”… Bøssekarl…” ”… trækkerdreng…” og ”… bøsserøv… ” (Louis, 2013, s. 16-17).

Selvom om det udelukkende var de to drenge der ytrede sig, gik resten af eleverne rundt med tilfredse smil. ”

glæden ved at se og høre den store rødhårede og den lille duknakkede gøre det rigtige og sige dét højt, som alle tænkte for sig selv...” (Louis, 2013, s. 17)