Indledning
Kunst og litteratur har altid haft til formål at afspejle det smukke og æstetiske. I kunsten udtrykkes menneskers tanker og følelser gennem farver og figurer, mens litteraturen skaber fortællinger gennem nøje udvalgte ord og formuleringer.
Forholdet mellem disse to kunstformer er delikat afbalanceret, og som læsere kan vi læne os tilbage og nyde værkets skønhed.
Dog har litteraturen og dens emner ændret sig markant over tid, og i 1990'erne opstod en ny genre, hvor litteraturen ikke længere skildrede almenmenneskelige følelser og ikke endte med et "og de levede lykkeligt til deres dages ende".
I stedet undersøgte forfatterne det dybeste, mest groteske og brutale aspekt af den menneskelige psyke og beskrev det råt og ufiltreret. Dette skabte mange diskussioner omkring etik og kunstnerisk grænse.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Den projicerede ondskab på den objektiverede krop skaber en grænseoverskridende fortælling, hvor Brenøe ved hjælp af det ækle provokerer læseren.
Men selvom teksten umiddelbart kan virke som intet andet end en splatter-tekst, der med en psykopat som hovedperson blot forsøger at fremprovokere en reaktion, kan det psykiske aspekt også diskuteres.
Dette tilfører teksten en dybere lag og kan derfor afbalancere den umiddelbare reaktion på tekstens nærmest kvalmende skildring af meningsløs ondskab.
En anden dansk forfatter, der også nyder at beskrive det makabre og kropsorienterede ondskab, er Christina Hesselholdt.
I uddraget fra Hesselholdts novelle "Det skjulte", der også er fra 1993, beskrives endnu en mands tortur af en kvinde.
I "Det skjulte" er der dog mere fokus på den fuldstændigt forstyrrede personlighed, der ligger til grund for ondskaben, end selve gerningen.
Her er det den psykotiske Marlon, der dræber og dissekerer kvinden Greta, for derefter at vise Gretas hjerte til en personage kaldet "den krumbøjede".
Selvom der er mange forskelle mellem den impulsive - og muligvis skizofrene - Marlon og manden i Mads Brenøes novelle, formår begge noveller at beskrive det isolerede individ; begge tekster bliver et spejl af det postmoderne samfunds dehumanisering og dets effekt på individet.
Her efterlades individet til sig selv i en eksistens uden faste rammer, hvilket fører dem ud over fornuftens grænser og tvinger dem til en identitetssøgen, der bryder med samfundets normer, blot for at finde mening med deres egen eksistens.
Denne søgen efter identitet er noget, vi alle må gennemgå - dog ikke på lige så grusom vis som de to hovedpersoner i novellerne.
Skriv et svar