Indledning
Ligeså længe jeg kan huske, er nytårsaften i vores familie startet med, at vi samles foran tv’et kl 18, og det gør vi så igen kl 24, hvor vi siger farvel til det gamle år og goddag til det nye.

Det har været og er det samme ritual år efter år for vores familie, såvel som for de fleste familier i Danmark.

På linje med juleaften, som også har sine ritualer, er det en anledning til at samles ved at høre monarkens tale til os alle.

Jeg har egentlig aldrig tænkt dybere over, hvad dronningen siger, hvordan og hvorfor hun siger det. Denne opgave får mig til at stoppe op og tænke lidt dybere over disse punkter.

Den udleverede tale er fra den 31. december 2018 og er således den seneste i rækken af dronning Margrethes cirka 50 nytårstaler i hendes tid som monark.

Dronning Margrethe debuterede med sin første nytårstale i 1972 som 31-årig, og hun er nu en ældre dame og bedstemor, og det bærer hendes fremførelse af talen også præg af.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Genren er en lejlighedstale, da lejligheden er årets gang med afslutningen på det gamle år og starten på det nye.

Men man kan også hævde, at talen er en politisk tale, der tjener til at retfærdiggøre eksistensen af et monarki samt indpode befolkningen bestemte værdier. Dronningen er dog hæmmet af, at hun ikke må være politisk.

Repræsentanter for det danske kongehus har indgået en slags kontrakt med Folketinget om ikke at måtte agere politisk. Faktisk skal hendes tale på forhånd godkendes af Statsministeriet.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at hendes tale ikke indeholder politiske elementer, selvom dronningen på skærmen iscenesætter sig selv som nationens moder/bedstemor, hvor vi bliver inviteret indenfor i hendes embedsbolig på Amalienborg.

Hun spiller rollen som et samlingspunkt for alle danskere og alle grupper i samfundet. Faktisk er hendes optræden næsten som et lille teaterstykke med en monolog, hvor dronningen har en envejskommunikation med et publikum, som ikke er tilstede.

Hvis hendes tale skal virke overbevisende, skal hun derfor bruge andre virkemidler end normalt, når nogen står på en talerstol og holder en tale til et publikum, som er tilstede, og som kan reagere på talen og taleren.